Forbyder bøn på skolens område
For nyligt kom det frem, at Langkaer Gymnasium og HF i Tilst ved Aarhus har valgt at kønsopdele eleverne på den nye årgang efter etnicitet i et forsøg på at holde på de tilbageværende etnisk danske elever, som efterhånden er et klart mindretal på gymnasiet.
Nu er der igen fokus på gymnasiet med religiøse briller. Rektor, Yago Bundgaard, meddeler, at man har valgt at indføre et ordensreglement, som forbyder religiøs praksis og forkyndelse. Helt konkret vil det sige, at elever ikke længere får lov til at bede bøn på skolens område.
"Langkaer Gymnasium er en religiøs neutral skole, hvor religion opfattes som et privat anliggende. Forkyndelse finder ikke sted. Religiøse ritualer må kun praktiseres alene og kun på steder, hvor der ikke færdes andre. Der stilles ikke lokaler til rådighed for religiøse aktiviteter. Reglen gælder alle religioner – store som små," hedder det i en udtalelse fra skolen.
Ifølge rektor, Yago Bundgaard, har erfaringen været, at religiøse aktiviteter i nogen sammenhænge har virket ekskluderende, og han har gang på gang måttet stoppe muslimske elever i at bede.
"Der var 35-40 drenge her, og på den anden side af døren var der nogenlunde samme antal piger på sådan en almindelig fredag middag. Jeg forklarede dem, at vi på skolen fokuserer på det, som holder os sammen og ikke det, som gør os forskellige," fortæller rektoren til DR Østjylland.
80 procent af eleverne på den nye årgang på Langkaer Gymnasium er af anden etnisk oprindelse end dansk.