Ny Netto skyder op i Skæring
En ny dagligvarebutik forventes at slå dørene op på Stavneagervej til november
Et skilt med to parrende Skotsk terriere-hunde og teksten 'Ny Netto på vej! Vi arbejder på sagen!' møder øjnene på de bilister, som dagligt kører ad Grenåvej mellem Egå og Skæring.
En bygning er ved at tage form på Stavneagervej, og det er Dansk Supermarked-kæden Netto, der senere på året er klar til at åbne sin 21. butik i kommunen.
"Hvis alt går efter planen, åbner vi en ny Netto-butik i Skæring 15. november. Området har været underforsynet fra vores side, og vi vil gerne have en synergieffekt med Føtex Food, der også ligger i Skæring og er en del af Dansk Supermarked," siger Carsten Hadsbjerg.
Han er udviklingschef i Dansk Supermarked og er overbevist om, at den store trafikstrøm på Grenåvej vil gøre butikken til en salgsmæssig succes.
"Det bliver nemt at komme til butikken, og vi satser på, at både lokalbefolkningen og de mange pendlere vil handle i den kommende dagligvarebutik, som bliver på 1.000 kvadratmeter med 60 parkeringspladser," siger han.
Hadsbjerg oplyser, at processen med at finde en butikschef er i fuld gang, og der er rift om stillingen.
"Med den beliggenhed, som butikken får, er der mange, som gerne vil stå i spidsen for butikken.
Flere på vej
Byggeriet blev sat i gang før sommerferien og er ikke det eneste sted, Netto bygger i kommunen.
På Søren Frichs Vej er man i gang og forventer at være færdige til foråret 2017. Det bliver butik nummer 22 i Aarhus Kommune.
Men skiltet med to parrende Skotsk terriere forsvinder ikke ud af bybilledet.
"I et vækstområde som Aarhus kigger vi altid på nye steder at åbne Netto-butikker. Vi er interesserede i det offentlige udbud på Aarhus Ø, og så har vi en del andre projekter, som jeg ikke kan løfte sløret for,” lyder det fra udviklingschefen i Dansk Supermarked.