Fortsæt til indhold

50.000 kroner til Sølund Musik festival

Sparekassen Kronjylland i Skanderborg donerer 50.000 kroner til verdens største musikfestival for udviklingshæmmede

Samfund
Arkiv

Det bliver med det største program nogensinde, når Sølund Musik Festival i næste uge fyrer op for årets fest for udviklingshæmmede.
Og endnu engang er Sparekassen Kronjylland i Skanderborg med til at gøre festen mulig. Helt konkret har Sparekassens gavefond støttet Sølund Festival med 50.000 kroner.
"Når det gælder om at sikre livskvalitet for de, der er udfordret i hverdagen, vil Sparekassen Kronjylland gerne være med up front. Derfor har vi som i 2013 og 2014 valgt igen i år at støtte Sølund, som er festivalen for og med udviklingshæmmede," siger Susanne Talbo, der er afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjylland i Skanderborg, i en pressemeddelelse til Lokalavisen.
"At Sølund Festival bliver til noget igen i år, er ingen selvfølge," understreger festivalleder Lasse Mortensen.
"Siden ledsagerreglerne blev markant forringet for tre år siden, har festivallen nemlig været udfordret på billetsalget i en sådan grad, at det har truet vores gennemførelse af festivalen. Sparekassen Kronjylland er dermed med til at gøre det muligt for os igen i år at skabe rammerne om en god festival. Uden vores velvillige støtter var festivalen simpelthen ikke mulig," konstaterer han.
Udover de velvillige støtter gør det gode vejr også noget godt for festivallen. Sommervejret har nemlig sat fornyet skub i billetsalget, og samtidig håber festivalen at et navn som Lukas Graham på plakaten kan trække lidt ekstra gæster til.
"Festivalens gæster glæder sig hvert år i måneder op til, og vi har en forpligtelse til at give de udviklingshæmmede årets oplevelse og præsentere dem for nogle spændende navne. Jeg er helt sikker på, at Scarlet Pleasure, Lukas Graham, Rasmus Seebach og alle de andre vil gøre deres for, at 7., 8. og 9. juni bliver nogle helt fantastiske dage i Skanderborg," siger Lasse Mortensen, der kalder årets program for det største nogensinde.
Sølund Musik Festival afholdes i år for 31. gang og venter cirka 13.000 gæster.
-bo