Fortsæt til indhold

Elever hjælper Sølund med motionsdag

Alle er velkomne til at deltage i Dyrehavemarchen

Samfund
Arkiv

Torsdag 15. september ved Sølunds festsale kl. 10 går starten i årets motionstur på Sølund, når Landsbyen Sølund er værter ved årets Dyrehavemarch.
Dyrehavemarchen har været en tilbagevendende begivenhed i de seneste 25 år. Alle Sølunds beboere, personale og aktivitetsbruger har årligt en motionstur på og omkring Sølund.
Det er motion for alle uanset handicap, alder eller kondition. Der er indrettet fire motionsruter i længde og sværhedsgrad, så alle kan deltage.
Det skal være udfordrende, men det skal først og fremmest være sjovt og oplevelsesrigt, oplyser Landsbyen Sølund i en pressemeddelelse.

Vil blande sig med naboer

"Vi har i år taget kontakt til 10. klasserne i Skanderborg kommune for at spørge, om de kunne have lyst til at gå med…skubbe kørestole, sætte telte op, stå på posterne, servere middagsmad. Det var de straks med på," fortæller konsulent i landsbyen Sølund, Lasse Mortensen.
Derfor bliver Dyrehavemarchen 2016 med deltagelse af 200 10. klasser og godt 400 udviklingshæmmede borgere.
Marchen har været en succes med alt udsolgt hvert år i de 25 år, den har eksisteret.
"Landsbyen Sølund arbejder målrettet på at blande sig med sine naboer - ja, med hele kommunen for den sags skyld. Tanken om den omvendte integration ligger os ikke fjernt. Vi ønsker, at invitere majoriteten - de ikke handicappede - til at besøge minoriteten - de handicappede - til fælles oplevelser på minoritetens præmisser," forklarer Lasse Mortensen.
"Vi har god erfaring med at mødes på netop de præmisser. På den måde får handicappede vist en mangfoldighed af stærke og svage sider, der ofte overrasker," understreger han.
Starten går klokken 10.00 og klokken 12.00 er der spisning og efterfølgende vabelbal.
Alt er udsolgt til spisning og vabelbal, men skulle man dukke op, er der givetvis altid kaffe og et stykke kage.
Derfor er alle motionister, stavgængere, “gåturklubber” eller blot privatpersoner til sjove og anderledes oplevelser velkomne til at gå med på turen.
Dyrehavemarch 2016 er arrangeret i samarbejde med UCS10 Skanderborg kommune & Adventure Your Life.
-logy