John Deere Road med veteranpløjning
Lørdag 17. september kl. 10-15 har de ti lokale veteranpløjere i Skjoldelev og Markusminde set frem til i et helt langt år.
Endelig skal de igen dyste i hvad deres flotte, renoverede og fantastiske veterantraktorer kan klare, når de får spændt en veteranplov efter sig.
Dysten finder i år sted på Brunbjergvej 4 i Markusminde, helt nøjagtig på ”John Deere Road”. Kalle Nielsens John Deere fra 1948-49 er den ældste af slagsen og den yngste er Ole Pedersens Deutz fra 1977.
Arrangørerne håber på rigtig mange tilskuere og opfordrer til at tage hele familien med, for mens farmand kan nyde selve pløjningen kan mor og børn gå på opdagelse i Birthe og Asger Møllers lokalmuseum, her er skolesager fra rigtig gamle dage, spændende husgeråd fra da oldemor var barn. Børnene har også mulighed for at sidde på de af Asgers gamle John Deere traktorer.
På de efterfølgende billeder kan man se noget af det, der skete ved sidste års pløjekonkurrence.