"Vi har en blomstrende iværksætterkultur i Horsens"
Men tilbuddene skal være mere synlige
Iværksætterkulturen i Horsens har det godt, og der er masser af muligheder for at starte virksomhed og få hjælp til det. Men ikke ret mange, ikke engang iværksætterne, er klar over, at de kan få hjælp til mange ting fra Business Horsens og Horsens Kommune.
Sådan kan man kort sammenfatte status efter en iværksætterhøring for nylig på det gamle rådhus i Horsens. Kommunen og Business Horsens havde inviteret iværksættere til at komme med input til, hvordan man skaber gode vilkår for at starte virksomhed.
Flere af de fremmødte gav udtryk for, at der er et godt iværksættermiljø i Horsens, og at man kan få god hjælp fra Business Horsens, der varetager den kommunale hjælp til iværksættere. Erhvervschef Torben Busk fra Business Horsens undrede sig dog over flere af de forslag, der kom fra salen.
“Langt de fleste ting, der blev foreslået, gør vi i forvejen, men de ved det ikke. Vi skal være bedre til at kommunikere og fortælle, hvad vi har på hylderne,” siger Torben Busk.
En af deltagerne i høringen sagde det samme med lidt andre ord; at kommunen og Business Horsens skal gøre mulighederne for iværksættere mere synlige.
“Jeg er helt enig. Der skal skabes en fortælling,” tilføjede borgmester Peter Sørensen.
Blomstrende kultur
Ulla Sparre fra Vitus Bering Innovation Park og Daniel Bach, en af personerne bag iværksætterhjemmesiden vistartersgu.dk, var med til at arrangere høringen på byens gamle rådhus. De glædede sig over, at salen var fyldt god op med mennesker.
“Folk vil gerne bidrage, og vi har rigtig mange muligheder, hvis vi står sammen og selv bidrager med noget. Vi har en blomstrende iværksætterkultur i Horsens, som det er helt fantastisk at følge,” siger Daniel Bach, der er partner i webbureauet bubblemedia.