Når børnene rammes
2000 børn og unge i Skanderborg Kommune lever i skyggen af misbrug af alkohol eller stoffer i familien
projekt Nu er der hjælp på vej til de tusindvis af børn og unge, der vokser op i kaos og ensomhed i kølvandet på problemer med misbrug af alkohol eller stoffer i familien. Hidtil har landets kommuner mest haft fokus på at hjælpe de voksne med deres rusmiddelproblem. Men med en ny og storstilet hjælpeaktion vendes søgelyset nu tillige mod en tidlig indsats overfor børn og unge, fordi de ofte har en meget vanskelig opvækst, hvis Far eller Mor drikker eller tager stoffer. Det er Skanderborg Rusmiddelcenter, som sammen med tilsvarende centre i 10 andre af regionens kommuner, kommer med et særligt tilbud målrettet børn og unge. Projektet hedder BRUS, og det lanceres i denne uge. Leder af Skanderborg Rusmiddelcenter, Charlotte Korsgaard Nielsen, anslår, at omkring 1400 børn og unge under 18 år og 600 i alderen 18 til 24 år vokser op i familier med misbrugsproblematikker. “Det er 2000 børn og unge i Skanderborg Kommune, og det er rigtig mange, det rammer, og som vi ikke er i kontakt med,” fastslår hun. Mange lever i et familieliv, hvor det på overfladen ser ud som om, at alt er i den skønneste orden. Men bag facaden i familier med misbrug kan der være mange situationer, der påvirker børnene. Skænderier og andre voldsomme oplevelser og i det hele taget ændret adfærd hos de voksne er eksempler. “Nogle gange er Mor for træt til at fortælle en godnathistorier, der er aftaler, som ikke holdes og måske pinlige episoder, når man er ude.” Børnene kommer til at leve i en uforudsigelig verden, hvor de aldrig helt ved, hvad der venter. “Konsekvensen er, at disse børn får det svært. Mange går ensomme rundt og tror, de er de eneste, der har det sådan. Men tallene viser, at der faktisk sidder to på hver skole. Men man taler heller ikke om det, for det er belagt med tabuer,” siger Charlotte Korsgaard Nielsen. I yderste konsekvens risikerer børnene selv at få psykiske problemer og reagerer måske med spiseforstyrrelse eller ved selv at blive misbruger. “Det er vores mål at møde de børn, arbejde med dem og deres robusthed og bringe dem hen, hvor de får lige vilkår med jævnaldrende i deres udvikling og med hensyn til at udnytte deres potentiale, så de får en uddannelse og arbejde,” siger Charlotte Korsgaard Nielsen. Lederen af Skanderborg Rusmiddelcenter erkender, at det kan blive en udfordring at få fat i målgruppen. Charlotte Korsgaard Nielsen ser det som en fordel, at projektet i Skanderborg Kommune netop ligger i regi af rusmiddelcentret, fordi der her er opbygget erfaring og ekspertise i også at forstå forældrenes situation. “Vi ved, at ingen forældre vil skade deres børn, så hvis de ikke gør noget, så er det fordi de tumler med en masse tanker, og det er vigtigt at forstå dem, fordi vi gerne vil samarbejde med forældrene om det her,” siger hun. Som led i at få fat i børnene og de unge er der lavet en følgegruppe bestående af chefer på de områder, hvor der er kontakt. Det er eksempelvis skole, Ungdommens Uddannelsesvejledning og myndigheder på børne- og ungdomsområdet. Der bliver også et chatrum, de unge kan henvende sig til. Det lokale mål er at nå 200 fra målgruppen i løbet af projektperioden. I Skanderborg er der allerede siden juni kommet 14 børn og unge i gang under Brus. Der er tre tilbud: Individuel samtale, gruppesamtale og familiesamtale. Brus er støttet af midler fra Satspuljen, og det skydes officielt i gang på torsdag via en stor konference i Aarhus.