Mazda-fans mødtes om gamle og nye biler
Mazda-træf i Auning og Randers
“Der blev udvekslet mange gode snakke om biler.”
Formand for foreningen Classic Mazda Cars, Jan Overgaard, Allingåbro, fortæller, at op imod hundrede besøgte Mazda-butikken Houlberg & Wittrup i Auning søndag 4. september. Foreningen havde sørget for, at der var noget for øjet både ved butikken i Auning og ved Mazda i Randers. Cirka femten biler fra 1970'erne og 1980'erne var udstillet hvert sted.
Hilste på den tidligere ejer
Trods varsler om regn var der alligevel en jævn strøm af gæster, fortæller Jan Overgaard.
De to Mazda-forhandlere bød på pølser og sodavand, og ude på udstillingsområdet blev der snakket og udvekslet erfaringer mellem gæsterne og udstillerne. Foreningens næstformand Erik Høst Madsen fik i øvrigt også hilst på den tidligere ejer af hans klassiske Mazda-bil, og hun var naturligt nok glad for at se, at han passede godt på den.
Classic Mazda Cars har eksisteret i halvandet år, og det er første gang, man afholder et så stort arrangement. Men det bliver nok ikke sidste. I hvert fald har flere Mazda-forhandlere meldt deres interesse i at være vært næste gang, fortæller Jan Overgaard.