Bliver Sille mon Miss Denmark 2016?
Sille Skrabak Martinussen fra Auning er i finalen i Miss Danmark
“Lige nu har jeg det som Eliza fra My Fair Lady. Almindelige mig fra en lille by, skal nu lære at gå i 10 kilometer høje hæle, store kjoler med en masse glimmer og lære at gå catwalk. Udfordringerne er store, mine tæer gør ondt, mine grænser bliver presset, men jeg fortryder ikke et sekund.”
Sille Skrabak Martinussen, 17, fra Auning kan ske at blive kåret som Miss Danmark i morgen lørdag 17. september.
Et opkald fra Lisa Lentz
Sille har været model i cirka fire år, og hun mener selv, at det var derfor Lisa Lentz, der står bag Miss Danmark, kontaktede hende sidste år. På det tidspunkt var hun kun seksten, og altså et år for ung til at deltage. Hun lovede at søge i år.
Det gjorde hun, og i marts blev hun inviteret til casting. Da hun stod foran dommerne blev hun pludselig meget nervøs. Alligevel kom hun i Top 30 og gik dermed videre til finalen i København. Her kommer hun i morgen til at stå overfor de andre 29 kandidater.
“Det undrede mig meget at jeg blev så nervøs, for jeg er jo vant til at være model og møde nye mennesker.”
Hun mener, at det måske var fordi hun her ikke alene blev vurderet på sit udseende, men også på sin personlighed.
“Jeg havde ti-femten minutter, og tiden fløj af sted. Jeg følte selv, at det var gået dårligt, men jeg fik åbenbart sagt noget, der gjorde, at jeg blev valgt til at være kandidat til at repræsentere Danmark.”
Sille fortalte om sig selv og sine refleksioner. Blandt andet at hun har lidt af spiseproblemer, er blevet mobbet og har været en indelukket person. Hun skiftede fra Auning skole til Randers Realskole, og herfra er det kun gået fremad, føler hun.
“Jeg fik gjort klart for dommerne, at selv om jeg er model, er jeg ikke perfekt indvendig - det kan folk lære af. Men nu er jeg der, hvor jeg kan nå.”
Massive forberedelser
Det har været en hektisk tid for Sille, og jo tættere på finalen, jo travlere. Hun har været på bootcamps i nogle weekender, og i denne uge har hun været i København siden torsdag.
I morgen, lørdag, møder finalisterne ind om morgenen og får sat hår og lagt make-up. Og de højhælede skal også på.
“Det bliver tre hårde dage i højhælede. Dem er jeg faktisk mest nervøs for - det gør ondt, jeg skal virkelig bide det i mig.”
Sille tager al virakken som en oplevelse.
“Det er både grænseoverskridende og virkelig spændende at være med. Jeg håber da, at jeg vinder, men det ville slet ikke røre mig, hvis ikke jeg gør. Bare det at have været med har været en oplevelse, og det har rykket mig en masse. Jeg er blevet en stærkere Sille.”