Gaver til Røde Kors-indsamlere
Hvis du samler ind for Røde Kors, vanker der gaver
Hjæææælp! siger Røde Kors i Varde, som mangler indsamlere til på søndag. Smut ud med den hvide raslebøsse med det røde kors et par timer og bliv del af den landsdækkende indsamling 2. oktober.
Oven på rekordåret sidste år med fokus på flygtninge på motorveje og ulykkelige skæbner i flygtningelejre, er det igen blevet op ad bakke med at skaffe indsamlere nok.
“De skal nærmest bæres ind til os,” siger indsamlingsleder Per Andersen fra Røde Kors Varde afdeling.
For at stimulere tilmeldingen, har landskontoret skaffet sponsorer til gave- og rabatkort til alle indsamlere. De får et gavekort til Coop.dk på 150 kr. og et rabatkort til Fætter BR. på 15 procent. Desuden udloddes gaver fra lokale sponsorer.
De indsamlede penge går til at hjælpe mennesker ramt af krig, sult og naturkatastrofer.
“Det er en god ide at tage børn med ud på indsamlingsruterne, for at vise, hvordan, man kan hjælpe andre i nød,” skriver Per Andersen i pressemeddelelse. Børn under 11 skal følges med voksne, andre kan føles to og to.
Man kan tilmelde sig døgnet rundt på telefon 7010 0000 eller på www.rodekors.dk.
Man kan også tilmelde sig i Røde Korsbutikken på Tømrervej i Varde eller på telefon: 40 30 35 15 eller på e-mail: peran@mail.tele.dk.