Her har damer absolut ingen adgang
Når frokostmandeklubben mødes i Domsognet er det for at skabe et fællesskab og socialt samvær på egne præmisser
“Herreværelset” er damefrit område, når frokostmandeklubben mødes hver anden torsdag kl. 11.15- ca. 13.30 i lige uger.
“Vi har et hyggeligt frikvarter for alle mænd, der har lyst til godt fællesskab og samvær både om samtale og om et program,” fortæller to af initiativtagerne, Henning Husted og Poul Erbs. Klubben er åben for alle interesserede yngre mænd, der er blevet ældre uanset baggrund. ”Drengene” mødes hver 14. dag i lige uger i Pejsestuen i Hertug Hans Kirkehus.
“Kvinderne har lidt lettere ved det med fællesskab og snak, men vi mænd har også brug for det, uanset om vi er i et parforhold eller er alene,” fortæller Poul, og Henning supplerer:
”Vi mødes kl. 11.15, synger en sang og præsenterer os for hinanden. Så spiser vi vores madpakker. Senere bliver der måske lavet mad til os.”
Damefrit område
I den første sæson i foråret har programmet rummet korte livsfortællinger ved deltagerne, småture i sommerhalvåret, og foredragsholdere, der fortæller om historie, rejser, politik, kirke, medier eller arbejdsliv.
”En ting er sikkert: det er damefrit område, for det giver en anden snak, når man kan slappe af, uden der kræves noget,” smiler de to pensionister.
Domsognets menighedsråd har støttet projektet, så hver stol (det at deltage) kun koster 50 kr. pr. gang. Pengene er for øl/vand, kaffe/the, foredrag og de øvrige udgifter ved klubben.
“Alle mænd er velkomne. Vi har ikke noget medlemskab, så man skal ikke melde sig til eller fra, men bare nyde fællesskabet, når man kan,” slutter Henning Husted og Poul Erbs.