Fortsæt til indhold

Helle har fibromyalgi, men giver kontanthjælpen fingeren

Helle Petersen fra Horsens blev pludselig ramt af sygdom. Nu trodser hun alt og driver en legetøjsforretning

Samfund
Lotte Gyldenvang

“Jeg har arbejdet, siden jeg var ganske ung. Hvis jeg som 40-årig skulle blive førtidspensionist, ville det være som at sætte et markant og endeligt punktum,” siger Helle Petersen, der de seneste fem år har boet i Horsens.

I et år har hun nu drevet legetøjsforretningen webkids.dk fra sit hjem på Ahornvej 6 i Horsens. Det kræver både tålmodighed, stædighed og udholdenhed ud over det sædvanlige. Som 35-årig blev hun pludselig syg.

“I løbet af en uges tid vågnede jeg bare op i min seng og kunne ikke bevæge mig. Når jeg forsøgte, var det som om, nogen stak knive i mig,” fortæller Helle Petersen.
Smerterne har været der lige siden, men varierer fra minut til minut. Hun lider af nervesygdommen Fibromyalgi, der ud over at give en masse smerter i hele kroppen også gør Helle Petersen kronisk træt.

“Andre jeg har mødt med sygdommen arbejder ikke. Alle fagfolk omkring mig har rådet mig til at lade samfundet forsørge mig. Men jeg kunne bare mærke, at det gjorde mig endnu mere syg, at jeg ikke havde noget at stå op til om morgenen,” siger Helle Petersen.

Svigt og selvstændighed

Som 5-årig blev hendes forældre skilt og hun flyttede med sin engelske mor og søster til Essex i England, mens hendes danske far blev i landet. Hun levede en turbulent barndom og ungdom med svigt fra hendes mor i England. Hun stod tidligt på egne ben og har forsørget sig selv, siden hun var 15 år, blandt andet som receptionist og personlig assistent på et stort magasin. Som 30-årig flyttede hun tilbage til Danmark og fik hurtig fat i det danske sprog igen, mens hun blev forelsket i en mand fra Horsens.
I 2013 fik de sønnen Oliver.

“Jeg undrede mig over, hvorfor alt babyudstyr og legetøj skulle være så dyrt i Danmark, så jeg åbnede webkids.dk, hvor jeg sælger kendte mærker til en billig pris. Jeg får mange varer fra England, hvor blandt andet de populære figurer som Thomas Tog, Gurli Gris og Brandmand Sam er fra, så jeg skiller mig ud med anderledes legetøj,” forklarer Helle Petersen, der hver lørdag holder åbent i butikken, der er indrettet i kælderen på Ahornvej.

Mange horsensianere benytter allerede at kunne hente legetøj, når det passer ind i deres hverdag.

Ved at drive webshoppen har Helle mulighed for selv at tilrettelægge sin arbejdsdag ud fra sygdommen, der kræver daglige lure.
“Webkids gør, at jeg føler mig nyttig og værdifuld. Jeg kan arbejde, når sygdommen tillader det, og jeg er vild med at give kontanthjælpens galge fingeren. Det gør mig glad, selv om jeg har dage, hvor min mand må hjælpe med at vaske mit hår, fordi det er for smertefuldt,” siger Helle Petersen.