Fortsæt til indhold

Røde Kors søger indsamlere

Der er hårdt brug for penge, lyder det fra Dansk Røde Kors

Samfund
Arkiv

Landet over samler Dansk Røde Kors ind på søndag 2. oktober for at hjælpe rundt omkring i verden. Fra Røde Kors meldes, at man har brug for mange indsamlere, og de cirka tre timer, det tager at gå en rute, kan for eksempel sikre mad til 28 børn i en måned. Man kan sørge for midlertidigt husly til to familier, der har mistet deres hjem, eller et køkkensæt til fem familier på flugt.

Fra Røde Kors meldes at der er hårdt brug for penge.

“Vi ved ikke, hvilke katastrofer der kommer til at ske i det kommende år, og derfor har vi brug for penge til vores katastrofefond, som er forudsætningen for, at vi kan hjælpe hurtigt, når katastrofen rammer. Men vi ved, at vi fortsat skal hjælpe ofrene for krigen i Syrien. Både i Syrien og i nærområderne. Vi ved også, at millioner af børn lige nu sulter i det sydøstlige Afrika på grund af den tørke, som nu har varet i flere år.”

"En god dag"

Formand for Voksen- og Plejeudvalget, Lars Møller, samler ind for andet år i træk.

“Det er godt, at Røde Kors hjælper her og nu – derude hvor katastroferne sker. Og man får en god dag ud af det. En god gåtur og en masse gode snakke med folk, og man møder en masse dejlige mennesker, som man ikke normalt støder ind i.”