Fortsæt til indhold

Fleksibilitet er livet for mig i dag

Den 66-årige tidligere dagplejer fik konstateret den invaliderende sygdom i 2005. Nu er hun afhængig af andre, men det går alligevel, fortæller hun

Samfund
Michael Wulff

Frem til 2005 var Birgit Møller omgivet af glade, dagplejebørn i hjemmet i Selling øst for Hadsten. Men den frygtede sygdom sclerose sneg sig ind på hende og har i dag ændret den nu 66-åriges kvindes liv totalt.
”Ja, jeg kan kun bruge den venstre hånd, så jeg er meget afhængig af andre,” fortæller Birgit, da vi mødes en formiddag i huset i Selling.
Manden Lars er også hjemme, det samme er den store vogn med lift udenfor.
”Jeg kommer da stadig ud,” siger hun med det grin, som følger mange af de sætninger, hun leverer.

Faldt og brækkede benet

Sygdommen ramte hende, da nervesystemet begyndte at bryde ned.
”Jeg faldt og brækkede mit skinneben. Undersøgelser viste, at jeg havde fået sclerose, den type, hvor myelinen, der skal beskytte nerverne, bliver ødelagt. Jeg kom derfor en tur på Skaghøj i Hammel, mens de byggede vores hus om.”
Forandringerne blev store. Huset er i dag indrettet 'praktisk, men ikke til det bedre' som Birgit Møller udtrykker sig.

Søgte om hjemmehjælp

Tiden på Skaghøj blev også brugt til at få en hjemmehjælp arrangeret. Birgit skal have besøg flere gange i døgnet og hjælp til toilet og sengen morgen og aften. Men hun kan godt lide at være længe oppe, og det satte lidt begrænsninger.
”Jeg søgte selvfølgelig kommunen om hjemmehjælp. Her fik jeg at vide, at min sengetid ville blive 21.30. Det ville jeg ikke acceptere. Jeg plejer først at gå i seng efter midnat og så op igen ved syv-tiden. Man skal jo ikke sove tiden væk.”
Det slog Birgit ud, at der ikke var tidspunkter at diskutere med det kommunal system.
”Men så fortalte en ansat på Skaghøj, at jeg jo havde frit valg og kunne få en privat hjemmepleje, uden at det kostede noget.”

Et team på fem faste

Nu får Birgit Møller besøg af fem faste hjemmehjælpere fra det private Focus On Care i Hadsten. De fem skaber en fleksibel tilværelse for hende.
”Har vi været i byen, så ringer jeg bare og siger, hvornår jeg er hjemme. Så kommer de. Og de fem hjælpere har det så godt med hinanden, det kan jeg mærke. Det smitter af på mig.”
Hendes mand gennem 41 år, Lars Møller, er også hjemme i dag.
Han er tidligere logistikchef og imponeret over den fleksibilitet, som han oplever hjemmehjælpen praktiserer.
“De tilpasser sig jo efter Birgits behov. Det er også en lettelse for mig.”
Birgit Møllers lyse sind har hjulpet hende langt hen ad vejen.
”Men jeg har da været til psykolog, mindfulness og coaching. Man skal ikke tænke for meget, og så skal man huske at spørge pænt, så lykkedes det alligevel,” siger hun med et stort smil.