Turismen i juli sætter rekord i Aarhus
De mange positive omtaler om Aarhus som turist-mål giver pote.
Resten af landet må kigge med misundelse på Aarhus, der oplevede den største vækst i turismen af alle danske byer i juli måned.
'Smilets By' tordner frem med imponerende vækst i turismen. Siden 2011 har byen oplevet en stigning på over 41 procent i antallet af kommercielle overnatninger og er strøget direkte ind på andenpladsen over Lonely Planets anbefalede must-sees i Europa. Sommerens besøgstal bakker op om placeringen.
I juli oplevede Aarhus en stigning på ni procent i den samlede turisme sammenlignet med samme måned sidste år. Dermed står Danmarks kulturhovedstad for landets absolut største stigning i turismen fordelt på byer. Hertil kommer, at Aarhus i samme måned oplevede landets største procentvise vækst i antallet af udenlandske gæster, der voksede med seks procent.
”Tallene er udtryk for, at Aarhus er slået igennem som brand og secondcity både herhjemme og på den internationale scene. Væksten er båret frem af en massiv markedsføringsindsats, der især har centreret sig om markeder som Norge, Sverige, Tyskland og Storbritannien,” siger direktør i VisitAarhus, Peer H. Kristensen, i en pressemeddelelse.
jk