Fortsæt til indhold

Politikerne ønsker, Horsens skal være røgfri

I Horsens skal det undersøges, hvordan man kan give rygerne lyst til at kvitte smøgerne frivilligt og således blive en røgfri by

Samfund
Kristine L Nydahl

Horsens kommune skal være røgfri. Det er i hvert fald det langsigtede mål, som partierne til årets budgetforhandlinger er blevet enige om at undersøge, hvordan man skal opnå.
Forslaget blev stillet af Socialdemokraterne, der har en vision om at gøre Horsens røgfri inden 2025. Hvad der konkret skal gøres, er endnu uvist, men der er ikke flere forbud i farvandet.
”Det skal så vidt muligt foregå ad frivillighedens vej. Vi vil motivere folk ved at sige: 'Prøv at se, hvad det betyder for dig og dine omgivelser. Hvis du vil noget godt for dig selv, så drop smøgerne.' Vi vil tale til folks indre, så det er et valg, de selv træffer,” siger Ellen Schmidt (S), der er formand for Velfærds- og Sundhedsudvalget og har været med til at udforme forslaget.

Pulser løs i Horsens

21 procent af de voksne i Horsens ryger dagligt, og det er mere end gennemsnittet i Midtjylland. Det står i et notat fra Horsens Kommune fra 30. september 2015. Over halvdelen af de daglige rygere ønsker at få hjælp og støtte til rygestop.
”For nogle er det meget svært at stoppe med at ryge. De skal kunne få hjælp fra folk, der har forstand på psykologien bag. Kommunen tilbyder gratis rygestopkurser, og vi skal have folk til at synes, det er fedt at gå til dem,” siger Ellen Schmidt.

Ellen Schmidt (S) var med til at udforme forslaget om, at gøre Horsens røgfri. I kraft af sin rolle som formand for Velfærds- og Sundhedsudvalget skal hun nu være med til at undersøge, hvordan det kan gøres i praksis.

’Er du sød ikke at ryge?’

Politikerne vil især sætte ind mod rygning på områder, hvor børn opholder sig.
”Vi vil opfordre folk til ikke at ryge ved legepladser. Det kan ske ved kampagner, skiltning og med positive opfordringer,” siger Ellen Schmidt.
Et andet stort indsatsområde er de unge. Her vil man arbejde med forebyggelse, så man helt undgår, de unge begynder at ryge. Det har tidligere givet positive resultater.
”Rygning er stadig den største dræber, og det er kedeligt at se, hvor mange unge der begynder. Alle unge vil gerne være ligesom alle de andre, og mange begynder at ryge, fordi de tror, det er normalt. Vi lavede engang en kampagne, hvor elever skulle gætte, hvor mange i parallelklassen der røg. Det var langt færre, end de troede, og vi viste på den måde eleverne, at de fleste andre faktisk ikke ryger,” siger Ellen Schmidt.

Røgfri skole

Langmarkskolen i Horsens har haft succes med et projekt, der skulle få eleverne til at stoppe med at ryge. Eleverne skulle blandt andet skrive kontrakt om ikke at begynde at ryge. Ved projektets start var der syv elever, der røg. Da projektet sluttede i januar 2016, kunne skolen bryste sig af at være helt røgfri.
Helt så stor succes tør Ellen Schmidt dog ikke håbe på for resten af kommunen.
”København har deres egen plan for en røgfri kommune i år 2025. Der har man defineret 'røgfri' som, at fire procent af befolkningen ryger. Vi definerer måske et andet tal. Vi kan nok desværre aldrig blive helt røgfri.”