Nicoline fra Horsens får hovedrolle i Sound of Music
De store roller er besat, og symfoniorkester-prøver nærmer sig
At skabe en stor musical som 'The sound of music' er som at lægge et kæmpe puslespil med flere tusind brikker: Man starter med de store brikker og hjørnebrikkerne
I 'The sound of music's tilfælde svarer hjørnebrikkerne til at få de største roller besat. Og det er på plads nu, oplyser Vejle Musicalteater i en pressemeddelelse.
Hovedrollerne - som familien von Trapp er besat.
Maria Rainer spilles af 24-årige Nicoline Rasmussen fra Horsens. Hun har medvirket adskillige gange i Palsgaard Sommerspil, blandt andet i 'Chess', 'Grease', 'Les Miserables' og 'Aida'.
Og som den mandlige modpart i 'The sound of music' spilles kaptajn Georg von Trapp af 50-årige Morten Lomholt Klos fra Bredsten.
Han har som en af de eneste spillet rollen før, nemlig da Palsgaard Sommerspil opførte musicalen for en halv snes år siden.
Også de syv børn, der udgør en central del af familien von Trapp er på plads. Det er jo dem, der skal tage imod den nye guvernante, Maria Rainer, når hun første gang, lidt forknyt, banker på hoveddøren til von Trapp-godset.
“Omkring 25 børn og unge mødte op til vores audition, for at få en rolle som et af børnene. Og kvaliteten blandt de fremmødte var helt i top, men vi skulle jo kun bruge syv, så en svær udvælgelse måtte afvikles,,” siger formand for Vejle Musical Teater, Bo Mikkelsen.
“Det, der var vigtigt for udvælgelsespanelet, var at finde syv børn, der både matchede i højde og udseende, men som også sangmæssigt kunne klare det høje niveau, som panelet forventede. Og vi føler at vi i høj grad har ramt plet,” sigher han.
Yngste skud på stammen er Gretl, der skal spilles af Frigga Bruun Fanø. Drengen Friedrich på 14 år spilles af Noah-Valdemar Højsgaard fra Fredericia. Han har blandt meget andet spillet med i Fredericia Teaters succesmusical med Shubiduas musik - og han var finalist i Lokalavisen Fredericias talentjagt.
Der bliver omkring 50 på scenen i forestillingen, der musikalsk samarbejder med Vejle Symfoniorkester.
pfa