Fortsæt til indhold

Nyt center i Horsens med både fitness og fysioterapi

Fit&Sund og proaktiv står bag nyt center i Torsted

Samfund
Arkiv

Sundhed er ofte et spørgsmål om den rigtige forbindelse mellem behandling og træning. Det er filosofien bag det tætte samarbejde mellem 'Fit&Sund' og 'proaktiv', som torsdag 15. september åbner en ny afdeling på Torstedalle 90 i Horsens.
Det sker med et åbent hus-arrangement kl. 16-18, hvor alle nysgerrige og naboer i sydbyen er meget velkomne til at kigge ind.
Viceborgmester Martin Ravn (V) vil klippe snoren og åbne den nye Fit&Sund samt proaktiv-afdeling.

Træning tæt på

Her får alle mulighed for at dyrke fitness og have adgang til fysioterapi under samme tag i de fleste af døgnets timer. Den nye afdeling er på ca. 800 kvadratmeter og bringer tilbuddet om sundhed, behandling og træning ud til et af de hurtigst voksende byområder i Horsens, fremgår det af en pressemeddelelse.
“Torsted-Hatting-området er hjem for især mange børnefamilier, hvor det kan være svært også at finde tid til træning. Nu får de muligheden for at kunne gå eller cykle derhen,” siger direktør Dorte Rosendahl i pressemeddelelsen.
“Typisk går de fleste kun til fysioterapeut, når de har ondt, og når så smerterne har fortaget sig, fortsætter hverdagen. Her kan du først i forløbet få de nødvendige behandlinger og øvelser hos fysioterapeuten, og så følger vi dig over i fitness-afdelingen og din personlige træner, som hjælper dig videre med at opbygge en sundere krop,“ siger Dorte Rosendahl.
Et ekstra tilbud i den nye proaktiv-afdeling er saltterapi, som er en forebyggende behandling til personer med lungeproblemer. Afdelingen tilbyder også træningsformer som WalkIt-hold, mens Fit&Sund i Guldberghus huser spinning-holdene, og Horsens Sundhedshus står for cirkeltræning.
Det nye Fit&Sund og proaktiv i Torsted får åbent alle ugens dage kl. 5-23 med bemanding i både fysioterapi- og fitnessdelen.
jesl