Tre søskende udfordrede sig selv
Maja og Magnus på 11 år og storebror Sebastian på 13 år har sovet i hver deres telt i det sidste år
Sidste sommer fik tre søskende i Uvelse en sjov ide. De ville gerne udfordre sig selv ved at sove i hvert deres telt i et helt år, og det tog dem ikke lang tid at overtale deres forældre, men børnenes far, Søren Gramgaard, sagde dog med en klar og fast stemme til børnene inden det blev endeligt besluttet: ”Det her skal I altså være sikre på. Mener I det I siger? Men alle tre stod fast på, de mente det – de ville gerne udfordre sig selv, sammen.”
”Med lidt skelen til pengepungen og den lange målsætning, blev der investeret i projektet. Tre telte med liggeunderlag blev indkøbt, med det for øje, at jeg kunne se idéen i for dem, at sætte sig et mål og så nå det. Mange børn er jo ofte umiddelbare, spontane og drevet af det umiddelbare nu og her behov,” fortsætter Søren Gramgaard.
Aftalte indedage
Hele familien satte sig sammen og aftalte de nærmere regler for projektet, hvor der blandt andet blev aftalt et forløb på 400 dage, hvoraf de måtte have 35 indedage i perioden. Og alle tre, Maja, Magnus og Sebastian kunne fredag for sidste gang lægge sig i soveposen. Maja med 28 indedage i perioden, Magnus med 33 og Sebastian med 31, så alle tre klarede de mange nætter trods regn, kulde, sne og ligeledes de varme og lyse nætter. Men de kommer ikke til at savne teltene i den nærmeste fremtid.
Teltene skal brændes
”Jeg glæder mig mest til at sove under en dyne igen. Jeg er træt af at ligge i soveposen,” sagde Sebastian inden den sidste nat med 'Telt-klikken'. Maja glæder sig mest til at ligge på sin egen madras i sengen; ”Jeg er træt af liggeunderlaget. Magnus var enige med sine to søskende, men det han glædede sig mest til, det er at brænde teltene, og det er hele familien enig i.
”Det værste var den kolde sne. Når det stormede og lynede, så blev det til en indenat. Edderkopperne var også en udfordring, så inden man kunne lægge sig til at sove, så blev teltene lige undersøgt for uvelkomne gæster med flere ben,” fortæller de tre søskende, der heldigvis er enige om, at det var det hele værd. Der var også mange sjove nætter.
”Det var super hyggeligt, når vi havde nogle venner på besøg om natten og nogen gange sov vi også sammen i et telt. Så blev der hygget og snakket lidt langt tid inden vi kunne falde i søvn,” fortæller Magnus og Sebastian.
Målet er nået
Nogen telttur bliver det ikke til i nærmeste fremtid for de tre søskende:
”Nu har vi nået vores mål. Vi har bevist over for os selv, at vi kunne holde fast i vores drøm, vores udfordring til os selv i fællesskab. Men vi drømmer ikke om at komme på en telttur lige med det samme,” sagde Maja, Magnus og Sebastian i fællesskab, men Magnus vil ikke udelukke, at han senere gerne vil udfordre sig selv med en telttur i den mere rå natur. Men det bliver ikke de første på år.
Lørdag morgen var altså sidste gang at forældrene skulle vække børnene i deres telte, og der var stor enighed om hvad søndagen skulle bruges til.
”Vi når det ikke lørdag, da Maja skal spille fodbold og Magnus skal til boksestævne i Sverige. Men søndag skal teltene pilles ned og det ender helt sikker med en afbrænding af det hele. Det bliver dejligt at få en 'normal' hverdag igen i familien, men vi er selvfølgelig også stolte over børnene, at de alle tre kunne holde fast i deres fælles projekt. Det er en vigtig lære at holde fast i sine drømme til man er i mål,” slutter mor og far til de tre seje børn i Uvelse.