Lystrup-kaster fik 9. plads i Rio
Diskoskasteren Kristel Høj Walther har haft sit livs oplevelse til de Paralympiske Lege i Rio
Tre kast og så var det slut.
Diskoskaster Kristel Høj Walther fra Lystrup har været til sine første Paralympiske Lege i Rio, og debutanten var ikke helt tilfreds med sin præstation.
"Jeg havde håbet på en top 8-placering, så jeg kunne få tre kast mere i finalerunden. Så det var rimeligt skuffende, at jeg ikke kastede længere," siger Kristel Høj Walther, da Lokalavisen Aarhus fanger hende på telefon fra Rio, hvor hun befandt sig frem til afslutningscermonien i søndags.
Den 28-årige Aarhus 1900-kæmpers bedste kast på 25,15 meter på det olympiske stadion rakte til en 9. plads. Vinderen blev kinesiske Juan Yao, der satte ny verdensrekord med imponerende 44,53 meter.
Urørlig kineser
“Hun slog også verdensrekord til VM sidste år. Hun er i en klasse for sig og urørlig. Vi var mange, der lå ret tæt på de efterfølgende placeringer indenfor en to meters penge, så det handlede om, hvem der ramte dagen, og det gjorde jeg desværre ikke. Men jeg gjorde, hvad jeg kunne. Jeg følte, jeg havde styr på mine nerver, selv om der var rigtig mange mennesker på stadion. De brasilianske tilskuere er dygtige til at holde en fest, og det har været den vildeste oplevelse at være til,” fastslår Kristel Høj Walther.
Hun har været underbensamputeret siden 2008 efter en godartet svulst i højre hæl. På blot to år har hun bevæget sig op i verdenseliten i sin klasse for kvindelige diskoskastere.
Der var også rigeligt med tid for Kristel Høj Walther til at følge de andre tyve danske atleter og lege turist med sine forældre, der havde taget turen til Brasilien for at støtte deres datter.
Selv åbningscermonien var højdepunktet for hende og det at se flere af de andre sportsgrene.
“Det var helt vildt stort at gå ind sammen med ens land. Der var en fantastisk stemning på det olympiske stadion, og alle virkede til at have en fest.” siger hun og beretter om et fantastisk sammenhold blandt de danske deltagere.
“Vi har haft et rigtig godt sammenhold og masser af tid til at lære hinanden at kende, når vi er afsted så mange dage. Det har været fedt at være her, men jeg er også ved at få hjemve. Der er mange indtryk og mennesker og sjældent ro. Jeg har fået en kæmpe erfaring til min videre færd,” siger hun.
VMi London venter
Nu venter der en pause, men til næste år er der VM i London, hvor nye udfordringer venter.
Og i den fjerne fremtid ligger der også endnu et Paralympiske Lege i Tokyo i 2020 og lurer.
Måske med Kristel Høj Walther som deltager.
“Fire år er lang tid, men det kan godt være, at det er blevet vanedannende, så man skal aldrig sige aldrig,” siger hun.