“De skider over det hele”
De larmer, sviner og er aggressive. Liberal Alliance vil have mågerne ud af Horsens midtby
Et forslag fra Liberal Alliance i Horsens om at regulere bestanden af måger i Horsens by er blevet vedtaget ved årets budgetforhandlinger. Partiformand Jakob Bille er glad, da han mener, at mågerne udgør et stort problem i Horsens by.
“De er voldsomt aggressive. Almindelige borgere bliver angrebet af mågerne. Derudover så sviner de. For at sige det lige ud, så skider de over det hele,” siger Jakob Bille.
Det er nu op til Teknik- og Miljøudvalget at finde ud af, hvordan man konkret skal håndtere problemet.
“Vi skal have undersøgt, hvilke muligheder der er, men det er en svær opgave. Vi kan ikke bare skyde dem midt i byen. Vi kan ikke regulere privat, og vi skal tage hensyn til naturbeskyttelsesloven,” siger Ole Pilgaard, formand for Teknik- og Miljøudvalget.
Planen er dog heller ikke, at mågerne skal aflives.
“Jeg synes, det er for dramatisk at skulle til at skyde dem. Vi kigger på, hvordan vi kan forebygge for at holde bestanden nede. Det skal ses i forbindelse med vores forslag om mindre skrald i byen,” siger Jakob Bille.
En renere by
Dette forslag blev også vedtaget på budgetforhandlingerne. Det handler om af få en pænere, mere indbydende, og derfor renere midtby. En af tankerne er at forsøge sig med nye affaldsbeholdere, der både kan rumme pizzabakker og samtidig er måge-sikrede. Måger har en forkærlighed for madaffald som pizzarester, som der findes masser af i midtbyen og trækker mågerne til.
Liberal Alliance var ude en tidlig lørdag morgen for selv at se, hvor meget skrald der flyder på gaden efter en fredag nat i byen. “Vi samlede tre store affaldssække med pizzabakker og ølkrus. Allerede klokken seks om morgenen var der mange måger, der begyndte at kredse over os.
Derfor tror vi på, at mindre skrald betyder færre måger,” siger Jakob Bille.
Mågen burde være nationalfugl
Ole Pilgaard er i kraft af sin rolle som formand for Teknik- og Miljøudvalget blevet pålagt at undersøge mulighederne for at mindske mågebestanden. Han er dog ikke selv stor fortaler for at få mågerne ud af byen. Tværtimod.
“Det er ikke mit forslag. Havde det været mit, så var mågen blevet udråbt som vores nationalfugl,” griner Ole Pilgaard og fortsætter:
“Jeg er forpligtet til at undersøge, hvilke muligheder vi har, men jeg har det svært med, hvis vi går på rovdrift efter den. Den er her naturligt, og det er en utroligt smuk fugl, men jeg forstår godt, hvis folk synes, den er irriterende.”
Både Jakob Bille og Ole Pilgaard forventer, at en forebyggende indsats bliver sat i gang i foråret 2017 omkring fuglenes ynglesæson.