Gymnasieelever i bevægelse i Risskov
Fredag var der idrætsdag på Risskov Gymnasium
I overensstemmelse med traditionerne har der også i år været idrætsdag for alle elever og mange lærere på Risskov Gymnasium. Den løb af stablen fredag 16. september i skønt septembervejr, med godt humør og masser af aktiviteter.
Opvarmningen var første punkt på dagen, og det var i år 2e, der stod for opvarmningen, som blev efterfulgt af den traditionsrige klassedyst.
Mange sportsgrene
Skolen har i mange år holdt idrætsdag for eleverne, og i år var idrætsdagen kendetegnet ved en række workshops med forskellige sportsgrene, blandt andet fodbold, hockey, beachvolley, streetbasket, springgymnastik, cheerleading og holdskumtennis.
Både elever og lærere kunne melde sig til de forskellige workshops, og eleverne mødte udklædt til dagen og fordelte sig rundt på plænerne og i hallerne for at deltage i de forskellige workshops.
Efter opvarmning og klassedyst startede workshopsene og kørte til klokken 13.
Efter klassedysten var slut, kunne elever og lærere gå tilbage til skolen, som åbnede dørene til eftermiddagens fredagscafé.