Fortsæt til indhold

Fra “piratjæger” ved Afrika til forfatter

Christian Aziz debuterer med sit skønlitterære værk ’En fremmed krydser dit spor’, der er inspireret af virkelige hændelser

Samfund
Af Mette B. Sørensen

Fortællingen om den danske sømand og soldat, der i 2008 drager på mission ombord på HDMS Absalon for at bekæmpe pirateriet ud for Afrikas Horn, har ligget og spiret i Christian Aziz's bevidsthed i flere år.
Faktisk siden Slagslundeborgeren selv igen satte sine ben på landjorden i julen 2008 efter tre måneder til søs som sprogofficer på HDMS Absalon.
Christian Aziz' skønlitterære debut 'En fremmed krydser dit spor' tager nemlig udgangspunkt i hans egne oplevelser ombord på Danmarks første piratbekæmpende krigsskib. Og cirka 60 pct. af indholdet i bogen er Slagslundeforfatterens egne oplevelser.
“Men selvfølgelig er det sløret. Enkelte personer, der har været med på Absalon vil godt kunne genkende karakterer, træk eller udsagn, men udenforstående kan ikke spore det. Bogen er blevet godkendt og gennemlæst af både mange af de udsendte soldater og også officielt. Jeg kompromitterer på ingen måde operative forhold,” siger Christian Aziz.
En af oplevelserne fra det virkelige liv, der er med i bogen, er episoden, hvor Christian Aziz er med til at tilbageholde ti formodede pirater.
“Vi kunne ikke fremstille dem for en dommer, det var stærkt frustrerende for store dele af mandskabet. Heldigvis kom der hurtigt en udleveringsaftale på plads med Kenya, så de kunne retsforfølges,“ fortæller Christian Aziz, der som en del af Søværnets Maritime indsatsenhed var helt med fremme, når krigsskibets mandskab var i aktion.
“Jeg var tredje mand over bord, og der var nogle gange, hvor vi ikke vidste om der stadig var pirater om bord,“ siger den tidligere sprogofficer og fortsætter:
“Det var på mange måder lidt en drengedrøm at få lov til at prøve de her ting.”
Som sprogofficer med ekspertise indenfor Somalia og det komplekse somaliske klansystem var Christian Aziz også rådgiver for admiralen om bord på HDMS Absalon vedr. kulturelle aspekter. Og den tidligere “piratjæger” fungerer fortsat som foredragsholder og somalia-ekspert i dag.
Viden om netop den somaliske kultur er noget af det, som Christian Aziz gerne vil være med til at belyse med sin bog.
“Somaliere bliver altid fremstillet på en bestemt måde. Der er en masse nyheder om somaliere, der tygger kat, og lignende og somaliere ligger altid lavest i integrationsstatistikker. Den mest nuancerede somaliske karakter vi har er dukken Osman fra Osman og Jeppe, som har kørt på Ramasjang (børneprogram red.). Det synes jeg er meget sigende, at vi ikke har særlig meget hverken indsigt eller viden om somaliere, og der er heller ikke somaliere, der træder frem i det offentlige billede. Jeg vil gerne være med til at udbedre kendskabet til dem. Hvis du forstår noget, kan du også bedre arbejde sammen med det,“ fortæller Christian Aziz
Er der noget i bogen, der har været særlig vigtige for dig at få frem?
“Fremstillinge af den somaliske tolk, som har været med ude og gøre tjeneste. Den person lærte jeg virkelig meget af, og hvis der er en som det er vigtigt for mig føler sig godt femstillet, så er det ham. Han er utrolig intelligent og havde nogle helt utrolige betragtninger.”
Christian Aziz fortæller, at han beskriver tolken med et særligt billede i sin bog.
“Hans sprog er som en babushka dukke af glas, hvor det yderste lag syner mudret, fordi at lagene i dukken er så mange. Men hvert lag har sin helt egen tydelig farve.”
Med 'En fremmed krydser dit spor' håber Christian Aziz på at placere sig i genrene sømandslitteratur såvel som krigslitteratur.
Plottet til den næste bog ligger allerede klar i Christian Aziz' hoved. Det skal være en fortælling om en ung somalier og mødet med Danmark.

Om bogens handling

En dansk sømand og soldat drager i 2008 på mission ombord på HDMS Absalon for at bekæmpe pirateriet ud for Afrikas Horn. Omtrent samtidig lader en somalisk fisker sig hverve som havfrelser ansporet af et ønske om at se retfærdigheden ske fyldest. To mænd på kollisionskurs i Det Indiske Ocean. Hvor krydses deres veje, og hvem er den fremmede, når det sker?

Mød forfatteren

Du kan møde Christian Aziz, når han holder foredrag i Stenløse Boghandel onsdag 12 oktober kl. 19. Det koster 25 kr. at deltage og der er plads til 30 personer.
Billetter til arrangementet kan købes i butikken.