Virkelighedens Game Over

Jeg har vundet over General Rommel, den berømte tyske general fra Anden Verdenskrig.
Det var i et spil på min telefon.
Jeg tænker ofte over, hvorfor jeg holder så meget af dette spil.
Jeg tror, det er gentagelsen. De første mange gange taber man til Rommel, men spillet gentager sig. Rommel bruger nøjagtig de samme våben på nøjagtig den samme slagmark, og til sidst vinder man ikke bare over tyskernes topgeneral. Man giver ham tørre tæsk.
Spillet gentager nemlig sig selv hver gang.
I virkeligheden gentager intet sig selv fuldstændig. Du plejer måske at vaske kulørt på 40 grader, og en gang 40 grader hvidt og en varm vask på 60 eller 95 grader, men så skal du vaske uld, og så skal du finde ud af, hvordan du vasker på 30 grader.
Og hvis jeg i virkeligheden skulle op at slås mod General Rommel, så ville jeg gerne være en engelsk general, der havde nok militærteknisk viden til at kunne vide, hvad man skulle gøre, når virkeligheden på slagmarken ikke helt var som i går.
Når jeg spiller på min telefon, spiller jeg gerne det samme spil igen og igen og igen bare for at undgå nederlaget. Når jeg så lægger telefonen og går ud i virkeligheden med dens små afvigelser, der smadrer alle automatpiloter, kan jeg blive meget bange. For her taber jeg helt sikkert i en eller anden grad. Her har jeg brug for en, som har vundet på mine vegne på trods af mine nederlag. Fortsættelse følger på søndag i den lokale folkekirke.