To unges krydsbestøvning af Europa
”Vi ville gerne udfordres,” lyder det fra to Hammel-funderede Europa-elskere.
”Titlen er ”Vores Europa – Rejsefortællinger om de nye europæere” og den er skrevet af Elena Maria Askløf og Peter Laugesen.
Et helt år har de rejst Europa tyndt for at finde ud af, hvem de unge i andre lande egentlig er.
Det er blevet til otte fortællinger med hver sig tema.
”For eksempel har vi set på krisen i Sydeuropa set fra de unges side,” fortæller Elena.
De fik fat i de unge på mange måder og mange steder. Ikke mindst på de sociale medier. Det startede med at banke på døre, men snart begyndte et netværk at vokse frem. ”Vi brugte meget facebook-gruppen: ”Couchsurfing”, hvor man beder om at få det næste sted at sove,” fortæller Peter.
”Vi boede hos unge, blev venner med dem, snakkede og reflekterede over det, de fortalte os,” lyder det fra de to.
En form for krydsbestøvning.
”Vi havde nok på forhånd det mål at finde et mønster, som kunne rumme de unge som sådan. Det ved vi nu ikke findes. Der er en perpleksitet og store brydninger,” siger Peter.
”Vi har også set, at vi alligevel har en del til fælles. Jeg kan godt snakke muslimer med en højreekstremist i Frankrig og være enige om nogle problemstillinger. Men vi er uenige om, hvordan de skal tackles, lukke grænsen eller integrere,” supplerer Elena.
Helt overordnet har de to fået flest positive overraskelser.
Spændte
Har I ikke været bange?
”Vi har aldrig rejst med hovedet under armen, så nej ikke egentlig bange. Vi har taget vores forholdsregler. Vi har været spændte,” konstaterer Peter, mens Elena har svært ved at helt at glemme stemningen på Lesbos, hvor de var sammen med både syriske flygtning og de mange frivillige.
Er I missionærer?
Den synes de ikke. Hvis de er det, så er det mest i Danmark. ”Der er mange nationale interesser og det er for småt. Europa er et spændende sted, og vi skal have ejerskab til det,” lyder det fra Peter.
Føler sig overset
Han konstaterer også, at når pressen beskæftiger sig med EU, så handler det ikke om mennesker.
”De unge føler sig overset,” lyder det enstemmigt.
I øjeblikket holder de to masser af foredrag. Og så har de jo skrevet deres bog, som udkommer 29. september. Den kan købes hos SAXO eller på deres egen hjemmeside voreseuropa.dk.
Når økonomien bliver til det, så går turen sandsynligvis til de baltiske lande, Polen og Rusland. Men England kan godt forvente besøg nummer to – her efter Brexit.
Stine Bosse
I sit forord skriver Stine Bosse blandt andet:
”Europa har brug for at blive set i nyt perspektiv. Det gælder både kulturelt, historisk og politisk. Det gør denne bog, og den viser os, at Europa kalder på vores Engagement.”