"Jeg er ikke alene om det her"

Det var få dage før Laura Porcellis 14-års fødselsdag, at hendes forældre besluttede sig for, at de ville skilles. Laura kunne allerede mærke forandringen, da hun vågnede, selvom både mor og far prøvede at fejre hende, som de plejede.
“Der var bare facade på det hele, men helt indeni var der ikke noget. Det var jo trist, og samtidig måtte jeg acceptere det, for jeg kunne ikke ændre på det,” fortæller Laura, der nu er fyldt 15 og går i 8. klasse på Maglegårdsskolen i Hellerup.
I foråret meldte hun sig til at deltage i skolens nye samtalegrupper, hvor elever med skilte forældre mødes et par gange om ugen og taler om emner som: Hvordan det er at skulle skifte hjem hver anden uge eller hver tiende dag, hvad de synes om at få nye søskende, og hvilke udfordringer planlægningen af juleaften, ferier og konfirmationer giver.

Chokoladekiks og følelser

Lederen af skolens ressourcecenter Charlotte Andersen og en pædagog sætter rammerne for møderne, men lader børnene styre hvilke temaer, de vender med hinanden.
Meningen er nemlig ikke, at de voksne skal give gode råd, men at børnene får plads til at snakke frit, forklarer Charlotte, der fik ideen til samtalegrupperne, fordi cirka 200 ud af Maglegårdsskolens 702 elever er skilsmissebørn, og fordi mange af dem kom forbi hendes kontor og var kede af det.
“Der er rigtig mange børn, hvis forældre er skilt og ikke kan finde ud af det. Jeg har haft så mange samtaler med børn, som var stressede over den situation,” siger hun.
Dannelsen af samtalegrupperne var dog ikke kun ment som en hjælp til de børn, der var en del af konfliktfyldte familier og havde det svært, men skulle også være for dem, hvor forældrenes samarbejde fungerede.
“Jeg opdagede, at det ikke kun var yderpolerne, hvor forældrene enten er uvenner eller ikke taler sammen, der har brug for at tale om det, men faktisk også 'midterbørnene',” fortæller Charlotte, der i maj og juni mødtes med i alt 11 elever fra skolens 7. klasser.
Blandt dem var Laura Porcelli, Clara Grønlund, Christopher Halvorsen og Caya Maivus, der alle går i 8.x.
Over chokoladekiks og saftevand diskuterede de hver uge både små problemer og store følelser, hvor de eneste regler var ingen mobiltelefoner, lige taletid, og at alle gav hånd til hinanden, før de gik i gang.

Kaktus eller musling?

For at få talestrømmen til at flyde, brugte Charlotte Andersen metaforen om en ø med en masse forskellige havnepunkter, hvor de skulle lægge til.
Et havnepunkt kunne for eksempel være 'skiftedage', hvor eleverne så fortalte, hvordan de oplever dét at bo to forskellige steder.
“Det er irriterende at pakke en taske hver gang, og så har man pludselig ikke de bukser, man gerne vil have på til lige den trøje,” fortæller Clara.
“Hvis jeg er hos far, og der er et arrangement hos mor, så skal jeg spørge, om jeg må komme med til det, og det er ikke altid, jeg må det,” siger Caya.
Udover ø-metaforen brugte gruppen også forskellige billeder til at analysere deres måder at reagere på, når de føler en klump i maven over noget, deres forældre gør eller siger.
“Du kan være en musling, der ikke siger noget, som er meget sky. Eller en kaktus, der går til angreb og tager afstand,” forklarer Laura, der selv mener, hun var en kaktus dengang hendes forældre blev skilt.
“Jeg blev vred, fordi jeg syntes, det var deres problem. Jeg skulle tage ansvar for mig selv og mine forældre og min søster, og så valgte jeg mig selv fra, fordi jeg gerne ville gøre det hele godt. Men det ændrer ikke på noget at være irriteret,” forklarer hun.
Alle fire klassekammerater er enige om, at de fik noget ud af samtalegruppen. De lærte hinanden bedre at kende og fandt ud af, at de havde mere til fælles, end de troede.
“Det var godt at få talt om tingene,” siger Christopher.
“Jeg kan tale mere åbent om det nu, synes jeg - også med dem, der har forældre, der ikke er skilt,” siger Clara.
“Man oplever, at der er andre, der har den samme følelse. Jeg er ikke alene om det her,” siger Laura og fortsætter.
“Jeg har altid vidst, at der var andre, der havde det på samme måde som mig, men at få åbnet op og snakke om det og blive hørt, var rigtig rart.”

Fra to konfirmationer til en

For Caya fik møderne med de andre elever en meget direkte betydning.
De hjalp hende med at turde sige til hendes forældre, at i stedet for to konfirmationer, ønskede hun sig kun at holde en, hvor begge sider af familien var med. Det gik de med til.
“Jeg kan tale med mine forældre om ting nu og faktisk få et resultat, som jeg gerne vil have,” siger Caya.
Ifølge Charlotte Andersen har de fleste af skolens forældre reageret ligesom Cayas forældre på samtalegruppeprojektet – nemlig positivt. Men skal skolen blande sig i elevernes familieliv på den måde? Ja, mener hun.
“Skolen og hjemmet skal samarbejde. Det står i paragraf 1, stykke 1 i folkeskoleloven,” siger hun.
Hverken Christopher, Clara, Caya eller Laura ser heller noget problem i, at skolen arrangerer grupperne, og de vil alle anbefale andre børn, der har forældre, der lever hver for sig, til at mødes på samme måde.
“Ja, for at få sine følelser ud. Man skal have klumpen ud så hurtigt som muligt, ellers vokser den. Og så hjælper det, at andre har det på samme måde,” siger Laura.
Maglegårdsskolen har netop startet et nyt hold samtalegrupper op for de ældste klasser, og efter juleferien får elever fra de mindre klasser også muligheden.