DI-undersøgelse er useriøs
Egedals borgmester kritiserer DI-undersøgelse. Formanden for DI Hovedstaden undrer sig over borgmesterens reaktion
Borgmesteren i Egedal Kommune, som indtager en liden 92. plads i Dansk Industris undersøgelse af kommunernes erhvervsklima, er ikke imponeret af DI-undersøgelsen. Mildt sagt.
Mens andre kommuner, der har klaret sig godt i undersøgelsen, har udsendt pressemeddelelser, hvor de glæder sig over deres flotte placering, så har Egedal Kommune udsendt en pressemeddelelse, hvor borgmester Willy Eliasen kritiserer undersøgelsen sønder og sammen.
”DI's undersøgelse er det rene 'goddag mand økseskaft' og udtryk for politisk pression via medierne, der spiser tallene råt. Hvordan kan vi falde 12 pladser i undersøgelsen, når vi samlet set går frem i erhvervsvenlighed. Det hænger ikke sammen,” lyder det fra Willy Eliasen.
Borgmesteren henviser til, at Egedal rent faktisk er gået frem fra 3,29 til 3,30 i de lokale virksomheders bedømmelse. Alligevel er Egedal raslet ned af listen.
”Det er useriøst, at give os en dårlig placering, bare fordi andre kommuner måske er blevet lidt bedre. Vi bruger mange ressourcer på at servicere vores erhvervsliv og gør det faktisk helt hæderligt, hvilket tallene på sin vis også indikerer,” siger borgmester Willy Eliasen.
Formanden for DI Hovedstaden, Poul Skadhede, ryster på hovedet af Egedal-borgmesterens reaktion.
”Det er er jo et fuldstændig forskruet mindset at have. Det er jo ikke kundernes opgave at forstå virksomheden, det er virksomhedens opgave at forstå sine kunder. Hvis kunderne kritiserer én, så må man som virksomhed overveje, om man skal lave noget om, eller – hvis man synes man gør det godt - om man skal være bedre til at kommunikere. Fremfor, som borgmesteren gør, at blive sur på kunderne, dvs. de lokale virksomheder, fordi man synes, de er uretfærdige. Når man ender som nr. 92 i sådan en undersøgelse og har det reaktionsmønster, som borgmesteren har, så er der måske en sammenhæng,” siger Poul Skadhede.
Han fremhæver Frank Jensen, overborgmester i Københavns Kommune, der er blevet nr. 95 i undersøgelsen.
”Han har reageret med at sige, at kommunens placering ikke er god nok, og det skal der gøres noget ved. Han tager det dybt seriøst og alvorligt. Det synes jeg er den rigtige måde at reagere på,” siger Poul Skadhede.
CITAT:
”Hvis kunderne kritiserer én, så må man som virksomhed overveje, om man skal lave noget om”
Poul Skadhede, formand for DI Hovedstaden