Fortsæt til indhold

“Er folk syge eller er det et sygt samfund”

Hele byrådet står bag det indgåede budgetforlig, der vil sætte særlig fokus på psykisk sårbare mennesker

Samfund
Grethe Bo Madsen

Budgetforhandlingerne blev ikke den gyser, der blev lagt op til i foråret, da Skanderborg Byråd bestilte det meget omdiskuterede handlekatalog.
Panderynkerne dengang skyldtes regeringens omprioriteringsbidrag, men da det i faldt bort i forhandling mellem KL og Regeringen, vejres der morgenluft i Skanderborg.
Derfor var det muligt for forhandlingslederne fra de syv partier i byrådet sammen med borgmester Jørgen Gaarde at indgå et budgetforlig for 2017-2020 mandag aften 19. september.
Forhandlingslederne skulle blive enige om besparelser på samlet set 10 mio. kroner. Men da kommunen samtidig vælger at være selvbudgetterende i i 2017 fremfor statsgaranti, kan kommunen høste en gevinst på ca. 10,6 mio. kroner og det giver plads til at vifte lidt med ørerne.
Det ekstra råderum vil blandt andet blive brugt på en fokuseret indsats på psykiatriområdet.
“Man kan spørge sig selv, om folk er syge, eller om det er udtryk for et sygt samfund,” sagde flere af forhandlingslederne ved præsentationen af budgetforliget for pressen.
Helt konkret vil byrådet nedsætte et nyt opgaveudvalg over en periode på halvandet år, der skal arbejde med psykiatriområdet på tværs af de øvrige udvalg.
“Psykiatriområdet er en af de største samfundsmæssige udfordringer, vi har, og vi kan imødese store budgetmæssige udfordringer, hvis ikke vi gør noget nu. Det unikke opgaveudvalg med fokus på psykiatri sender et klart signal om politisk fokusering over for borgere, medarbejdere og landsdækkende politikere. Vi kan ikke vente på, at der findes løsninger på Christiansborg eller i KL. Vi er nødt til selv at komme i arbejdstøjet,” siger borgmester Jørgen Gaarde.
Budgettet vedtages endeligt ved andenbehandlingen i Byrådet den 5. oktober.