Fortsæt til indhold

Ny sti skal give mere tryghed i Mårslet

Arbejdet med ny fællessti på Nymarks Allé forventes afsluttet i løbet af november

Samfund
Af Kim Skovrup Andersen

Byparken i Mårslet bliver i den grad opgraderet, når stisystem bliver udvidet i den kommende tid.
Mandag blev der taget hul på arbejdet med at anlægge en ny oplyst fællessti på Nymarks Allé i den sydlige del af byen, og dermed bliver et ønske gennem længere tid fra Mårslets borgere nu realiseret.
“Flere Mårslet-borgere har gerne villet have en bedre stiforbindelse, så hele parkområdet kan blive forbundet, og det bliver i fremtiden mere trygt og sikkert at færdes på denne strækning i Mårslet,” fortæller Carsten Thomsen, projektleder fra kommunens Center for Byens Anvendelse, som hører under Teknik og Miljø-magistraten.

781 meter asfalt

Han oplyser, at der i alt skal lægges 781 meter asfalt, og de samlede udgifter løber op i 1,5 millioner kroner.
Arbejdet forventes afsluttet inden vinterens komme.
“Vi regner med at være færdige med projektet i løbet af november, men det kommer an på, hvordan vejret arter sig,” understreger Carsten Thomsen.
Da der i forvejen kommer en del skolebørn cyklende på Nymarks Allé, opfordrer han forældrene til at tage en kort snak med deres børn om ikke at komme for tæt på de store entreprenør-maskinerne, der vil dominere området i den kommende tid.

Vær opmærksom

“Vi kommer til at arbejde langs skoleruten, så vi håber forældrene lige tager en snak med deres børn om at være opmærksomme. Det handler om sund fornuft,” fortæller projektlederen fra kommunen.
Entreprenøren er helt opmærksom på, at der er mange børn i området, og der bliver derfor taget de nødvendige forholdsregler.