JYSK donerer soveposer, liggeunderlag og håndklæder til Kirkens Korshær
På torsdag leverer sengetøjsgiganten, JYSK, flere artikler til udsatte borgere i Aarhus
De mørke og kolde måneder rykker nærmere dag for dag, og det varsler også hårdere tider for de hjemløse, der benytter Kirkens Korshærs væresteder og varmestuer i hele landet - inklusiv Kirkens Korshær i Aarhus.
Derfor kommer JYSK Kirkens Korshærs brugere til undsætning ved at donere soveposer, liggeunderlag og håndklæder til organisationen, skriver JYSK i en pressemeddelelse.
"Nye soveposer, liggeunderlag og håndklæder er godt og brugbart, når man ikke har et fast sted at sove og trænger til et varmt bad. Vi tilbyder et sted at sove, rent tøj og muligheden for at få et bad til de mennesker, som kommer i vores varmestuer og på vores væresteder. Vi er glade for, at JYSK påtager sig et socialt ansvar ved at indgå erhvervspartnerskab med os og donere produkter til dem, der kommer hos os," siger Kirkens Korshærs chef, Helle Christiansen.
Hos JYSK er Rune Jungberg Pedersen, Communications & CSR Director, glad for, at virksomheden kan være med til at gøre en positiv forskel.
"Det er oplagt for JYSK at støtte Kirkens Korshær, fordi vi som stor virksomhed gerne vil tage et socialt ansvar, og fordi netop vores produkter kan gøre en stor forskel for nogle udsatte grupper. Derfor er vi også meget glade for vores samarbejde med Kirkens Korshær, som sikrer, at hjælpen går til de mennesker, der har det største behov," siger Rune Jungberg Pedersen.
Efter at have gennemgået behovene rundt omkring på væresteder og varmestuer har Kirkens Korshær bedt om hjælp i 11 byer over hele landet. Værestederne og varmestuerne får alle besøg af JYSK i uge 38.
JK