Fortsæt til indhold

Farligt for borgmesteren

Larm og ballade falder tilbage på Bundsgaard, siger Roger Buch, ekspert i kommunalpolitik

Samfund
Danni Paulsen

Alt tyder på, at budgettet for 2017 bliver vedtaget uden blå stemmer, efter en samlet blå blok fredag formiddag udvandrede fra forhandlingen.
Og borgmester Jacob Bundsgaard har placeret sin bag i klaskehøjde, når han indgår budgetforlig udelukkende med vennerne fra venstrefløjen.
Sådan lyder den lidt mere diplomatiske analyse fra ekspert i kommunalpolitik Roger Buch, der er forskningschef hos Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
"Set fra et borgerperspektiv, så falder larm og ballade i kommunen altid ekstra meget tilbage på borgmesteren, fordi han står som repræsentant for kommunen. Derfor er det klart mest til ulempe for Bundsgaard, at blå blok ikke er med," siger han.
Med valg i november 2017 udsætter borgmesteren sig selv for en øget risiko for kritik, når han ikke kan få de politiske modstandere til at tage medansvar. Det er strategisk usmart, mener Roger Buch.
"Det er ikke standard, at der i en kommune ikke bliver indgået et bredt forlig. Slet ikke før et valgår. Der vejer de strategiske hensyn endnu tungere. Hvis du gerne vil blive ved med at være borgmester, så er den bedste strategi at lave brede forlig, så du ligesom får fedtet de andre ind i det. Så har i en fælles politik, og så kan modstanderne ikke komme til valget og klandre dig for en forfærdelig politik," siger forskningschefen, som også ser blå blok tage en stor chance med fredagens udvandring.
"Det er selvfølgelig også vigtigt for oppositionen at få indflydelse, for de kan også blive fremstillet som nogen, der ikke vil borgernes bedste og bare stiller sig uden for i stedet for at samarbejde om at løse problemerne."