Skanderborg har udklækket et hold skoleskak-lærere
Nu skal de små grå trimmes og trænes på kommunens folkeskoler. Skanderborg Kommune har netop fået sit første hold certificerede skoleskak-lærere
Skak er mere og andet end et sjovt brætspil. Det er hjernegymnastik, der kræver fokus og koncentration, og derfor er det oplagt at bruge skoleskak som et pædagogisk redskab i skole og SFO.
Derfor samarbejder Skanderborg Kommune med Dansk Skoleskak om at uddanne 27 lærere og pædagoger til skoleskak-lærere over tre år.
Det første hold på syv skoleskak-lærere har netop modtaget eksamensbeviser af Mogens Christensen, der er skoleleder på Bjedstrup Skole og kontaktperson for skoleskak i Skanderborg Kommune.
Han glæder sig over, at skoleskakken på skolerne i Skanderborg Kommune dermed får et kvalitativt løft.
"De certificerede skoleskak-lærere har fået et kompetenceløft, så de nu har endnu flere ideer og redskaber til at tilpasse spillets kompleksitet og spilmuligheder til den enkelte elevgruppe, så de bliver udfordret på deres niveau. Vi har i forvejen gode erfaringer med, at skoleskak giver børnene ro og lærer dem fordybelse, koncentration og logisk og strategisk tænkning. Derfor er det et oplagt pædagogisk redskab både i matematik, understøttende undervisning og som aktivitet i temauger og SFO," fortæller han i en pressemeddelelse til Lokalavisen.
Bredt samarbejde om skoleskak
Professionshøjskolen VIA University College i Aarhus har medvirket til at udvikle uddannelsen og støtter den med årlige netværksdage og læringskonsulenter. På landsplan skal 150 lærere og pædagoger fordelt på 10 kommuner certificeres som skoleskak-lærere under projekt ”KAS – Kompetenceudvikling af skoleskaklærere”.
Projektet støttes med 3,7 mio. kr. fra A.P. Møller Fondens Folkeskoledonation, mens kommunerne bidrager med pædagog- og lærertimer samt økonomi.
Fra Dansk Skoleskak glæder programleder Mikkel Nørgaard sig over samarbejdet og roser de nyuddannede skoleskak-læreres engagement og høje niveau.
"Det har været en fornøjelse at samarbejde med Skanderborg Kommune om at kompetenceudvikle lokale lærere og pædagoger. Trods en travl skolehverdag har alle kursister fundet tid og overskud til at skrive gode og interessante eksamensopgaver, som bliver vigtige input i vores fremtidige arbejde."
-bo