Fortsæt til indhold

18 villaer i Rødby eller én i Charlottenlund

Vil du købe hus i Danmarks dyreste postdistrikt, skal du betale over 40.000 kr. pr. kvadratmeter mere end i landets billigste

Samfund
Af Jesper Bjørn Larsen

pristjek Forskellen på årets dyreste og billigste postnummer er stor. Kæmpe stor. Rent faktisk så stor, at du for samme pris, som du kan købe en gennemsnitlig villa i Charlottenlund på 140 kvadratmeter, ikke bare kan blive villaejer, men råde over din helt egen bolig-enklave i Rødby. I Charlottenlund lyder den gennemsnitlige kvadratmeterpris for villaer og rækkehuse i årets første seks måneder nemlig på svimlende 44.318 kr. Det viser en beregning foretaget af Boliga, der kun har medtaget postdistrikter, hvor der har været minimum 20 almindelige frie handler af villaer, rækkehuse og ejerlejligheder i indeværende år. Det er godt 30.000 kr. dyrere end den gennemsnitlige kvadratmeter i hele landet og knap 42.000 kr. dyrere end i Rødby, der løber med titlen som årets hidtil billigste postdistrikt med gennemsnitlige kvadratmeterpriser på 2.390 kr. Med sig i den dyre ende har Charlottenlund følgeskab af Hellerup. Og også i Gentofte, Virum og Vanløse når de gennemsnitlige kvadratmeterpriser ikke ned under 36.000 kr. Hvorimod Aakirkeby, Tarm, Nakskov og Roslev gør Rødby selskab i den ende af skalaen, hvor kvadratmeterpriserne ikke når op over 5.000 kr.

To aktuelle muligheder

Det billigste hus omkring de gennemsnitlige 140 kvadratmeter, der for øjeblikket er til salg i Danmarks dyreste postnummer 2920, er en 60'er villa nær Skovshoved Havn. Prisen for huset er 5.995.000 kr., og for det beløb får de nye ejere en villa på 135 boligkvadratmeter med kælder og carport, der ligger på en godt 600 kvadratmeter stor grund. Det billigste hus på 140 kvadratmeter, der for øjeblikket er til salg i Rødby, koster bare 650.000 kr. For det beløb får køberen ifølge Boliga et et-planshus fra 1966, der ligger midt i Rødby på en 975 kvadratmeter stor grund.

Denne villa på Teglgårdsvej 19 kan blive din, hvis du hoster op med 5.995.000 kr. Foto: Danbolig Charlottenlund
Denne villa i Rødby, nærmere bestemt på Stadionallé 30, kan blive din for 650.000 kr. Foto: Danbolig Maribo