Glad leder af Museum Ovartaci
Museumsleder er lettet over at være kommet på budgettet de kommende fire år
Smilet blev ekstra bredt hos Mia Lejsted op til weekenden.
Hun er museumsleder på Ovartaci, der fredag fik bevilliget penge af byrådet, og det kan reelt være med til at sikre overlevelsen af museet på Psykiatrisk Hospital på Skovagervej i Risskov.
En overlevelseskamp, som har stået på siden 2010, da Region Midtjylland besluttede, at museet ikke skulle med ud til Skejby og supersygehuset.
“Det er fantastisk, og det er noget, vi har kæmpet for. Det har været en sej og hård kamp, men nu er en hånd rakt frem, og bolden ruller den rigtige vej. Det her er et gennembrud, og vi har brudt en ond cirkel. Det er et vigtigt skridt til at komme videre,” siger Mia Lejsted.
Men armene er ikke helt oppe i vejret på museumslederen, som har stået i spidsen for Museum Ovartaci i tolv år til december.
For de 1,5 millioner kroner, der er bevilliget årligt frem til og med 2020, er betinget af, at andre aktører bidrager til finansieringen. Derfor appellerer rådmand Thomas Medom(SF) til, at også Kulturministeriet og Region Midtjylland forpligter sig økonomisk til museets videreførelse.
”Jeg er virkelig glad for, at forligspartierne i byrådet viser vilje til at bevare Museum Ovartaci. Vi sender et vigtigt signal om, at vi som kommune er klar til at videreføre museet, når regionen slipper det, men det forudsætter, at andre også bidrager. Det bør være en fælles, offentlig opgave at bevare en så enestående perle, så der skal lyde en opfordring til både Regionsrådet og regeringen om, at de ser med lige så stor velvilje på museet, som vi gør i byrådet,” siger rådmanden i en pressemeddelelse.
”Der har været en stor opbakning, og det er en stor anerkendelse af vores arbejde, og jeg føler, at der er brug for os,” siger lederen af Museum Ovartaci, der i år sætter rekord med 20.000 besøgende og som har 35 ansatte.
I øjeblikket arbejdes der også på en anden placering for museet i fremtiden.