Nikolaj vil hjælpe den gode form på vej
22-åige Nikolaj Bonde har startet egen virksomhed, hvor han hjælper aarhusianere med at komme i form
'Personlig Træner', 'Løbecoach' og 'Sportsterapeut'. Det er de tre titler, der står på Nikolaj Bondes visitkort, og de dækker over en alsidighed, man nok ikke ser hos de fleste 22-årige.
Han har netop åbnet en klinik på Agerbæksvej 7B i Risskov, hvor han vil hjælpe aarhusianerne med at komme i form. Bonde henvender sig bredt lige fra den kontoransatte med småskavanker som ryg- eller nakkesmerter til den studerende, som ønsker struktur i sin træning og måske gerne vil have mere ud af sin træningstid. Men også til elitesportsudøvere, som vil optimere deres restitution og præstere bedre.
Bred målgruppe
“Men jeg henvender mig også til studerende, der døjer med muskelspændinger i forbindelse med studielæsningen og motionisten/elite-motionisten, som gerne vil have frigjort noget tid ved at lade mig lægge træningsprogrammet, og dermed optimere sin træning og opnå bedre resultater,” siger Nikolaj Bonde og fortsætter:
“Jeg har dyrket sport så længe, jeg kan huske. Først fodbold og badminton og så som træner. Jeg har også dyrket triatlon på eliteniveau, hvor jeg trænede 20-22 timer om ugen. Det er sjovt selv at træne, men det kan faktisk være endnu sjovere at træne og hjælpe andre til at blive gode.”
I Risskov-praksissen tilbyder Nikolaj Bonde skræddersyede træningsforløb i løb, triatlon og personlig træning samt massage og sportsterapi.
Flere certificeringer
Sin unge alder til trods er han allerede certificeret personlig træner, løbecoach, sportsmassør og sportsterapeut.
”Sport og en aktiv hverdag ligger i min identitet. Jeg har altid været aktiv og elsker at bruge min krop. Jeg kan tilbyde aarhusianerne den fulde pakke lige fra træning til forebyggende behandling i form af sportsmassage og sportsterapi,” fastslår han.
Beliggenheden i Risskov kunne ikke være bedre for den naturglade klinikejer.
“Jeg er meget fascineret af skove og strande, så det er perfekt at have klinik i Risskov,” siger Nikolaj Bonde, som er bosat i midtbyen med sin kæreste.
Med en træningsmængde på blandt andet 70 til 80 kilometer løb om ugen er han særdeles aktiv udendørs under åben himmel med masser af frisk luft.
”Jeg elsker selv at være udendørs og bruge mulighederne i naturen. Derfor er mine personlige træninger altid under åben himmel. Det gælder om at skille sig ud i forhold til andre personlige trænere, som jeg oplever, der er kommet mange flere af,” siger Bonde.
Bonde prøver at vende sin unge alder til en fordel.
“Der er ikke nogen kunder, der har sagt, at jeg er for ung, men der er helt sikkert nogen, der tænker det. Men hvis man gør det, man gør, ordenligt, så tror jeg på, at folk ikke tænker på alder. Jeg vender det om til, at jeg kommer med nye indgangsvinkler til nogle ting og har ungdommens gå-på-mod,” siger han med et efterfølgende smil.
“Jeg glæder mig rigtig meget til at byde folk velkommen i min Risskov-praksis uanset deres træningsmæssige fortid eller ambitioner,” siger den nystartede fyr med de mange titler.