Pernille bare elsker blomster
Danmarksmesterskabet i blomster for elever kom til Skanderborg, da Pernille Blæsild vandt titlen for de næste to år
“Jeg elsker mit fag, og konkurrencen har givet mig så meget.”
Sagt af Pernille Blæsild, 23 år, og nybagt Danmarksmester for elever i den ædle kunst at lave blomsterdekorationer.
Og det er faktisk kunst, forsikrer Pernille hjemvendt fra mesterskabet til Blomsterværkstedet i Adelgade i Skanderborg, hvor hun er i lære.
“Uddannelsen handler ikke blot om at stå i butik, men du får også lov til at lave noget, der både er stort og kunst. Det er sjovt,” argumenterer Pernille.
Den unge blomsterdekoratør elsker især det kreative element i faget, så hun tøver ikke, når hun bliver spurgt om, hvorfor hun valgte uddannelsen.
“Jeg har altid været meget kreativ med at tegne, male og sy, så det var naturligt at vælge blomsterfaget. Blomster er smukke, og jeg vil gerne skabe noget smukt, som gør andre glade, og det kan jeg her,” fremhæver hun.
Pernille er udlært til august næste år, men æren og titlen som Danmarksmester får hun lov til at beholde, indtil der er mesterskaber igen om to år.
“Jeg blev utrolig overrasket og glad, da jeg vandt,” siger Pernille, som sender en varm tak til kollegaen Dan Xavier fra Blomsterværkstedet, som hjalp før og under mesterskabet.