Fortsæt til indhold

Privatiserings-ramte klager til minister

Grundejerforening i Hammel har klaget til transportministeren. De mener ikke at Favrskov Kommune har overholdt tidsfrist

Samfund
Kian Johansen

Næste skridt i sagen om privatiserede veje i Favrskov er en klage, som Initiativgruppen Tommesensvej i Hammel netop har sendt til Transport- og Bygningsminister Hans Christian Schmidt.
De mener blandt andet, at Favrskov Kommune ikke har oplyst de privatiserings-ramte ejere i tide om, at vejene skulle privatiseres.
Det springende punkt er beslutningen om at privatisere veje i den vestlige del af kommunen. Det blev besluttet i 2010 og sat i gang i 2011.
Her mener borger-gruppen ikke, at en notits og en bjælke på kommunens hjemmeside i første omgang var nok til i tide at 'advare' de privatiserings-ramte.
Først i 2013 blev det nemlig offentliggjort i pressen, herunder FavrskovPosten.
Og det mener de, er for sent.

Loven er overholdt

Favrskov, Kommunes jurister vurderer ifølge borgmester Nils Borring, at loven er overholdt.
“Jeg kan så medgive, at man måske burde have informeret vej-ejerne noget før. Men vi holder os indenfor loven,” lyder det.
Da beslutningen om at privatisere vejene blev truffet i 2010, så gælder den gamle vejlov, der trådte i kraft i 2011, og ikke den nye vejlov.
Det er paragraf 90 stk. 5 og stk 7, som Initiativgruppen Tommesensvej ikke mener, er overholdt.

Ikke helt så nemt

Men måske kommer Initiativgruppen Tommesensvej ikke videre med klagen til ministeren.
For først må kommunen offentliggøre privatiseringen af vejen. Det kan ske på mange måder, og ikke nødvendigvis via 'stedlige blade. Kommunens hjemmeside er sandsynligvis nok. Når så beslutningen er truffet mere detaljeret, typisk efter en tre-fire år, så kræves der offentliggørelse i 'stedlige blade,' lyder den generelle vurdering fra Vejdirektoratet, der ikke vil gå ind i enkeltsager, men gerne giver deres tolkning af vejloven, når man som FavrskovPosten spørger direkte.

Er stærkt uenige

Men initiativgruppen giver ikke op.
“Vi er stærkt uenige. Det der står i vejloven er så klart. Vi er rimelig fortrøstningsfulde,” siger Per Holm Knudsen på gruppens vegne.
“For hvorfor havde netop Hans Christian Schmidt i sin tidligere periode som transportminister så travlt med at lave en ny vejlov, der forbyder kommunerne at privatisere, for at spare penge. Det er jo hensigten med vejloven at bremse den mulighed,” mener Per Holm Knudsen.
Hans pointe er, at ingen lægger skjul på at privatiseringen af vejene sker for at spare penge. Den mulighed er der slet ikke i den nye vejlov, som Favrskov Kommune med al sandsynlighed lige smyger sig udenom, fordi beslutningen om at privatisere skete mens den gamle vejlov var gældende.