Fortsæt til indhold

“Vi var aldrig i fare”

Kristina Kadziola var på vej hjem til klubhuset, da hun så blå blink og helikopter

Samfund
Fred Jacobsen

"Vi var ikke på noget tidspunkt i fare. Det var faktisk først på Strandvejen på vej tilbage til klubhuset, at vi opdagede helikopter og blå blink."
Det fortæller Kristina Kadziola fra Snekkersten, medlem af Rungsted Kajakklub og den ene af to hovedpersonerne i en historie, der florerede på landets netmedierne søndag aften et par kajakroere, der var kæntret ud for Vedbæk og reddet i land ved en større redningsaktion.
"Vi kæntrede i en høj sø og valgte så selv at svømme i land. Jens (Ørkild, red.), min makker, lod sin kajak drive i land, jeg fik min med op. Vi var på land under ti minutter efter vi kæntrede," lyder Kristina Kadziolas forklaring.
Jens' kajak hentede de senere samme aften op på land fra strandområdet ved Christiansgave.
På vejen hjem efter kæntringen kom en bil med en lokal kører forbi på Strandvejen, stoppede op og spurgte, om Jens og Kristina var de to kajakroere, der var eftersøgt.
"Jens hoppede ind i bilen for at tage hjem til klubhuset, hvor han ringede 112 for at fortælle, at alt var i orden. Jeg valgte at løbe tilbage," fortæller Kristina Kadziola.
Det er ikke usædvanligt, at kajakroere går i vandet - frivilligt og ufrivilligt.
"Det gør vi jo tit for at øve, og vi fulgte alle sikkerhedsprocedurer og valgte altså at svømme i land i stedet for at kravle op i kajakkerne igen," oplyser Kristina Kadziola, som skønner, at hun og makkeren kæntrede 50-75 meter fra land.
Per Brix, sikkerhedsansvarlig i Rungsted Kajakklub, siger til Ugebladet, at vinden var 6-7 meter pr. sekund søndag aften.
"Grænsen for at gå ud er 7,9 meter pr. sekund ved pålandsvind", oplyser Per Brix, som fuldt ud forstår, at der blev slået alarm.
"Det er da betryggende, at folk er opmærksomme," siger han.
Det er Kristina Kadziola enig i.
"Jeg er da glad for, at systemet virker," siger hun om eftersøgningen, som hun og Jens Ørkild altså først opdagede, da de var kommet i land.

Har du en kommentar til dette, så foregår det på Ugebladets Facebook-side.