Fortsæt til indhold

Flyvefærdig voksenelev

Ugens sveske, Bente Hemmingsen, skippede som 55-årig sit job som lægesekretær for at blive elev i butikken Maluna i Hørning

Samfund
Grethe Bo Madsen

Der er fest og højt humør i kølvandet på Bente Hemmingsen, snart flyvefærdig salgsassistent i modebutikken Maluna i Hørning.
Københavneren, der blev jyde i starten af nullerne, foretog for et par år siden noget af en karriere-saltomortale, da hun som 55-årig valgte at skifte sit job som lægesekretær ud og starte op på en ny uddannelse som butiksuddannelse.
Nu er hun ved at færdiggøre sit afgangsprojekt i Maluna og til marts næste år er hun færdiguddannet.
Hvem er du, når du ikke er svesken bag disken?
Jeg kan nok ikke helt skjule, at jeg kommer fra København. Jeg flyttede til Gram i 2001 sammen med min mand og vores søn - han er voksen nu og bor i Aarhus. Vi byggede et dejligt hus her. Jeg er havemenneske og jeg holder rigtig meget af at gå i haven. Jeg interesserer mig også meget for kunst, og så er jeg rigtig glad for hunde. Vi har en dejlig lille hvid westie-hund - du ved, de små hvide skottehunde.
Har du en særlig passion i dit liv?
Vi tager ofte til england. Det er lidt en sjov historie, altså. Det begyndte med, at min mand for nogle år siden tilfældigt kaldte på mig for at jeg kunne høre en ung engelsk tenor synge i programmet Britain's Got Talent.
Han hed Jonathan Antoine og var 17 år og simpelthen fantastisk talentfuld.
Vi blev ret fascinerede, og da der så på et tidspunkt blev arrangeret en koncert for fans med ham, så tog vi afsted til England.
Efter koncerten mødte vi ham, og siden da har det udviklet sig. Min mand er lidt af en wizard med et kamera og tager i dag pressefotos for Jonathan, så vi er tit i England nu og følger ham. Jeg tror, vi har været afsted 15-20 gange på foto-sessions. Vi kender også hans forældre.
I dag er Jonathan 21 år og har udgivet to solo cd'ere. Han har fuld fart på sin karriere. Det bliver kørt stort op, og vi håber for ham, at det er New York næste gang. Han er dygtig.
Hvilken oplevelse vil du gerne give kunderne i butikken?
Mit arbejde fylder rigtig meget i mit liv, og måske er det i virkeligheden min største passion.
Jeg har den indstilling, at jeg vil møde vores kunder på præcis den måde, som jeg selv drømmer om at blive betjent.
Når man kommer ind i en butik, så skal man blive mødt af nogle kompetente mennesker, der kan noget og ved noget og er der for at hjælpe dig.
Så sådan agerer jeg. Jeg vil gerne være en sælger, man kan spille bold op ad. En, der give kompetente indspark. Fokus er på kunden hele vejen igennem. Det er service i god gammeldags forstand. Dem, der går herfra skal tænke: “Hold nu op, der fik jeg godt nok top-betjening!” Sådan håber jeg, folk oplever det.
Jeg kan faktisk rigtig godt lide at give god betjening. Det er ligesom at gå på scenen. Det er et show. Det må gerne være en fest og masser af personality, bare det også er fagligt og seriøst.
Har du en kundeoplevelse, der gjorde dig særlig glad?
Uhhh, jeg tror jeg har flere. Når nogle af dem, der har handlet hos os, bagefter på Facebook giver ros for rigtig god betjening. Tænk, at de gider gøre sig den ulejlighed. Det gør mig noget så glad. Det kan man godt gå og huske på længe.