Frivillighed er kommet på børsen
Der blev handlet frivillig arbejdskraft på livet løs 27. september
Godsbanen dannede tirsdag 27. september ramme om et nyt frivilligkoncept i Aarhus.
Arrangementet, der hedder FrivilligBørs, skulle få foreninger, organisationer samt private- og offentlige institutioner til at bytte frivillig arbejdskraft med hinanden.
En umiddelbar succes ifølge den ene af arrangørerne.
“Vi oversteg vores mål og forventninger til arrangementet. Vi havde håbet, at 75 aktører ville deltage, men vi endte på 83. Det er over al forventning,” siger projektleder ved Frivilligcenter Aarhus, Mette Slot, og tilføjer:
“Nu går vi sammen med Aarhus Kommune, som er vores samarbejdspartner i børsen, i gang med at evaluere netværksmødet. Og forhåbentligt vender vi tilbage med FrivilligBørs til næste år,” lyder det forventningsfuldt fra Mette Slot, der dog først skal have grønt lys fra kommunen.
Ud af de 83 deltagere kom der hele 158 aftaler hjem. Hvilket er mere, end hvad Frivilligcenter Aarhus havde budgetteret med.
“At det endelige resultat er så godt, havde vi ikke regnet med. Det viser, at der er et stigende behov for frivilligt arbejde i Aarhus,” fortæller projektlederen.
Interessant koncept
En af deltagerne til begivenheden på Godsbanen var Kirstine Bauning, som driver Just B Communication, der har specialiseret sig i at drive kommunikationsvirksomhed.
“Jeg synes, at FrivilligBørs er et interessant koncept. Det bygger på et gensidigt udbytte mellem aftaleparterne. Jeg giver noget til andre, og får så noget tilbage igen,” forklarer Kirstine Bauning.
Faktisk håber virksomhedsejeren, at konceptet bliver en tilbagevendende begivenhed i Aarhus.
“Det er en spændende idé og platform, hvor der stadig kan udvikles en del. Jeg kom hjem med fire aftaler, der alle er små opgaver, såsom at jeg bidrager med sparring og fundraising til foreningslivet, og får så noget igen,” siger Kirstine Bauning.
En balance
For Kirstine Bauning er det vigtigt at bakke op om frivilligt arbejde i organisationerne og foreningerne. Men der skal være en balance mellem lønnet arbejde og frivillighed.
“Jeg vil gerne bakke op om foreningernes arbejde ved at tilbyde nogle af mine kompetencer, men det er vigtigt at finde en balance mellem frivillighed og regulært arbejde i organisationerne,” understreger iværksætteren.