Millionstøtte til Talentspejderne
En succesfuld mentorordning for sårbare og skoletrætte elever skal nu udbredes til hele landet.
Det er målet, efter at Det Obelske Familiefond har besluttet at give 2,3 mio. kr. til Landsforeningen Talentspejderne, der står bag mentorordningen med fast adresse i Ulstrup, hvor sekretariatschef Tom Thinggaard Pedersen bor.
Siden 2010 har Talentspejderne hjulpet danske skoleelever med at finde frem til deres evner og talenter. 200 elever fra otte kommuners 7. – 9. klasse har alle fået mere selvtillid og er kommet et vigtigt skridt videre i deres liv og uddannelse på grund af mentorordningen.
Frivillige fra erhvervslivet
Det særlige ved ordningen er at certificerede mentorer – primært frivillige fra erhvervslivet - afvikler et mentorforløb sammen med den unge.
Indtil dato har foreningen ud over i Favrskov oprettet mentorordning i Herning, Ringkøbing-Skjern, Randers, Silkeborg og Hedensted, Kerteminde og Ballerup.