Fortsæt til indhold

AGF indleder samarbejde med Fuglebakken KFUM

Fuglebakken KFUM bliver AGF's nye samarbejdspartner, hvilket bliver markeret tirsdag 31. maj, hvor flere superligaspillere vil deltage i træningen

Samfund
Arkiv

Kristen Nygaard, Lars Bastrup, Frank Pingel, Dan Thomassen og Michael Lumb er alle navne, som formentlig vækker genklang hos mange fodboldinteresserede aarhusianere. De fem spil-lere har det til fælles, at de alle har brugt deres talent i Fuglebakken KFUM's klubtrøje, oplyser Fuglebakken KFUM i en pressemeddelelse.
Klubben med adresse i Frydenlund i Aarhus V indleder nu et samarbejde med AGF. Et samarbejde som både gavner ungdomsholdene og de enkelte talenter.
Samarbejdet bliver markeret tirsdag 31. maj klokken 17.00 på Fuglebakken KFUMs baner på Højlyngen 2A, 8210 Aarhus V, hvor klubben vil få overrakt en AGF-trøje, hvorefter nogle af spillerne fra AGF superligatrup vil deltage i træningen med Fuglebakken KFUMs ungdoms-spillere.
"Vi holder til i Frydenlund, som er et område, hvor der er mange beboere med sociale udfordringer. Vi oplever, at vi i fodboldklubben er det sociale holdepunkt for mange af områdets børn og unge. Det nye samarbejde med AGF betyder, at flere af vores spillere kan afprøve deres talent og samtidig komme tæt på deres idoler, så jeg forventer, at samarbejdet bliver en styrke for os," siger Jesper Christensen, som er formand for Fuglebakken KFUM.
Samme begejstring over samarbejdet deles af Rasmus Stenild, der er leder af AGF Klubsamarbejde.
"Fuglebakken KFUM er en klub, der rummer mange gode frivillige kræfter. De har samtidig en spændende ungdomsafdeling, der blandt andet har opfostret den tidligere AGF-spiller Michael Lumb, og vi skal i fællesskab forsøge at løfte klubben på- og uden for banen. Det sker blandt andet gennem træneruddannelse og aktiviteter som for eksempel besøget i klubben," siger han i pressemeddelelsen.
/JK