Tid at give lidt tilbage til de ældre
Bagergården i Hinnerup rykker igen ind i Grundfør Forsamlingshus
Det bliver de ældre på Hinneruplund, som i år skal forkæles af overskuddet fra Kagens Dag, mener bagermester Jørgen Pedersen, Bagergården i Hinnerup.
“De foregående to år har vi givet pengene til Hammel Neurocenter, men i år synes vi, at de ældre, der jo er skyld i, at vi har det så godt, som vi har det i dag, skal forkæles lidt.”
Derfor vil Beboernes Venner på Aktivitetscenter Hinneruplund få pengene, som normalt løber op i 20.000 kroner, hvis alle 375 pladser bliver solgt. Men det er normalt intet problem.
TV: SPISTE 4.000 KAGER PÅ EN EFTERMIDDAG (2015)
Salget af billetter til Kagens Dag onsdag 12. oktober i Grundfør Forsamlingshus går strygende.
“Vi åbnede salget søndag 25. september og har nu solgt 240 af de 375 pladser.”
Allerede aftenen inden Kagens Dag vil Beboernes Venner få overrakt pengene.
“Der kender vi jo resultatet,” siger Jørgen Pedersen, som havde sine egne forældre i tankerne, da han fik idéen.
“De boede selv på plejehjem, inden de skulle herfra. Og de løber bare så stærkt i dag, de ansatte, så kan vi glæde de ældre og ansatte lidt, så gør vi gerne det,” siger bagermesteren.
Der er tre kagespisninger på dagen: Klokken 13, 15 og 17. Normalt er det nemmest at få billetter til den første afdeling kl 13.