Fortsæt til indhold

Ny skov, nyt navn og ny indretning

Den 3. oktober mødes borgere og fagfolk for at udveksle ideer til indretning og aktivitetsmuligheder i ny skov

Samfund
Af Svend Mikael Larsen

I et ønske om at inddrage borgere og foreninger i planlægningen af, hvordan den nye skov, der rejses mellem Oksbøl, Nordborg og Havnbjerg kan anvendes og udformes, inviterer Sønderborg Kommune sammen med Naturstyrelsen og Vandsamarbejdet til borgermøde og workshop mandag den 3. oktober kl. 18.30 til 21 i HR-huset på Skolevej 4 i Havnbjerg
Formålet med skovrejsningsprojektet er først og fremmest at beskytte et stort grundvandsmagasin, som skoven bliver plantet oven på. Men efterhånden som skoven vokser op, bliver det nyt rekreativt område med masser af muligheder for både borgere og turister.

Professor fortæller

På mødet vil borgmester Erik Lauritzen byde velkommen, og derefter vil skovrider Inge Gillesberg fortælle lidt om projektet. Frank Søndergaard Jensen, der er professor i friluftsliv ved Københavns Universitet, kommer og fortælle om danskernes friluftsliv i skovene og inspirerer til en workshop, hvor alle har mulighed for at byde ind med ideer.
"Skoven mangler også et navn. På mødet kan man skriftligt stille forslag om, hvad skoven skal hedde, og så er der en fin præmie til den, der har fundet på det navn, der bliver valgt," siger landskabsforvalter i Sønderborg Kommune, Jane Ruby Hansen.
Alle er velkomne.