Ny inspektør i Ulstrup
Dines Boye tiltræder som halinspektør i Ulstruphallerne 1. oktober. Han vil gerne have idéer og ønsker fra brugerne
Dines Boye afløser Peter Pedersen, der har siddet på posten de seneste 26 år.
Siden 2012 har Dines været ansat som assistent. Han kan lide variationen fra rengøring og administration til lederrollen og det at få ideer til nye aktiviteter som fx hoppeland og fællesspisninger. Selv kalder han jobbet som halinspektør en livsstil.
For Peter er det noget vemodigt, men han helt tryg ved skiftet.
Nyt på vej
Jobbet som halinspektør er et drømmejob for Dines, der er født og opvokset i Ulstrup. ”Jeg er blevet helt afhængig af at være her og vil gerne have, at der sker noget hele tiden. Jo flere mennesker, der kommer, jo bedre. Har man en idé, skal man endelig bare komme med den,” siger Dines Boye.
Lige nu planlægger han, hvordan en ny sammenklappelig squashbane kan få plads i hal 2 i 2017. Med den under tag kan Ulstruphallerne tilbyde særlige stævner, hvor både tennis, badminton, squash og bordtennis indgår.
”Hoppeland-arrangementerne kommer der flere og flere til, fællesspisningen vokser også og indimellem prøver vi også at skubbe lidt på UIF (Ulstrup Idrætsforening) og giver dem ideer med på vejen. Fx har vi ledig halkapacitet efter kl. 21,” tilføjer Dines.