Varmeværkets formand vil godt flytte tanken
Kristian Madsen, formand for Vivild Varmeværk, understreger, at intet er endeligt bestemt endnu
Kristian Madsen, formand for Vivild Varmeværk, undrer sig over Dorthe Sø- gaard Nielsens udmelding. Han peger på, at forældrene har fået høringsbrev fra kommunen, og ingeniørfirmaet har også velvilligt forsynet forældrene med oplysninger, da man blev bedt om det.
“Vi kan jo ikke gå ud til alle mulige, og intet er endeligt bestemt endnu. Anlægget kommer alle borgere til gode, og vi forsøger at placere akkumulationstanken, så den skæmmer mindst muligt.”
Læs også: Vivild: Plan om 21 meter høj tank fire meter fra skel
Solgt som industrigrund
Han nævner, at anlægget kommer til at ligge på jord, som Dorthe Søgaard Nielsens forældre har solgt til kommunen til industri.
“Så vi kunne faktisk lave en 8,5 meter høj mur udenom, uden at de kunne gøre noget ved det.”
Kirstian Madsen tilføjer videre, at varmeværket er til at snakke med om at flytte akkumulationstanken.
“Hvis hun bliver glad, er der ikke noget i vejen for at flytte den 20 meter - de ekstra rør, der skal til, vælter nok ikke økonomien. Vi er jo ikke ude på at genere nogen. Vi skal have grøn energi og forsyningssikkerhed.”
Kristian Madsen er i øvrigt ganske tilfreds med, at der er tale om en besparelse for varmeværkets brugere på 6 mio. kroner over 20 år, når anlægget er betalt, afskrevet og forrentet. Besparelsen i CO2 er 3200 tons over 20 år.
Læs også: Vivild: Der kan stadig ske ændringer, siger kommunal chef om 21 meter høj tank