Fortsæt til indhold

Landets største læse-hest er fra Aarhus N

163 bøger på 70 dage. Lille Aarhus N-gut læste til den store guldmedalje i sommers

Samfund
Christina S. Johansen

Bøger Saftevand, snacks og flag var linet op på Risskov Bibliotek i torsdags.
Landets største læsehest skulle nemlig fejres og præmieres.
Der er tale om 8-årige Jeppe Emmet Faber fra Aarhus N, som på 70 dage hen over sommerferien har læst og anmeldt intet mindre end 163 bøger.
Han deltog i de danske bibliotekers store læsekampagne for 7-14-årige kaldet 'Sommerbogen 2016', og han gik hen og vandt hele baduljen.
“Mit mål var egentlig kun 140 bøger, men det var godt, at jeg ikke stoppede dér, for så var jeg kun blevet nummer to, ligesom jeg blev sidste år,” fortæller den lille, lyshårede purk.
Jeppe Emmet Faber var nemlig også en ihærdig sommerlæser i 2015, så i år satte han altså alle sejl ind for at slutte øverst på podiet.
“Jeg kan godt lide konkurrencer, og jeg kan godt lide at vinde. Det er lidt sjovt, når de andre bliver misundelige,” fortæller hurtiglæseren med et drilsk smil.
Han afslører, at han faktisk slet ikke er den store læsehest til hverdag, men når der er præmier på højkant, så står han på spring.
“Men det var faktisk meget sjovt at skulle skynde sig at læse. Det var bare lidt irriterende at skulle anmelde dem alle sammen. Og så var det mega irriterende, at min mor ikke ville lade mig låne sådan en bog, hvor der kun var billeder i,” siger han og griner.
“Ej, de sjoveste bøger er faktisk dem, hvor der både er tekst og billeder,” fortsætter han.

Belønnet for læseiver

Selvom han har skyndt sig at læse en masse hen over sommeren, så har det også været ret afslappende. Nogle gange læste han eksempelvis højt for familien.
I torsdags blev han så belønnet for sin læseiver med en ordentlig stak bøger samt ikke mindst en spritny iPad.
“Se, mor, jeg sagde jo, at jeg sikkert fik sådan én,” udbød han spontant og med et smil fra øre til øre, da han havde revet papiret af gaven.