Fra globetrotter til kagemand
Lokalavisen mødte Tobias Hamann til fødselsdagsfest fredag aften i Bloms Butikker
Dybt koncentreret over en kogende sukkermasse, der skal ende ud i en vulkan-kage om bare en times tid, møder vi fredag aften Tobias Hamann.
“Naturkatastrofer er jo svære at styre, og den her kage har også ligesom sit eget liv,” fortæller han med et smil i øjet.
Selv han har rejst det meste af kloden rundt efter han blev landskendt som vinder af DR's Den store bagedyst i 2014.
Hvad færre ved er, at Tobias allerede da var lidt af en globetrotter. Fra 2012-2014 arbejdede han som freelance journalist for Jyllands Postens rejsesektion Explorer og var med på eventyr i blandt andet Bangladesh, Ukraine og Kirgisistan.
Hvordan er det at gå fra at være globetrotter til at blive kagemand?
“Ha-ha, jo, det er skam fint. Jeg er meget taknemlig for de muligheder, det har givet mig, at jeg vand Den store bagedyst. Det har givet mig nogle fantastiske oplevelser. Og så er det blevet min indgangsbillet til en helt ny verden,” griner han.
Mad har altid fyldt meget i Tobias' liv, men det er faktisk ikke fordi, han har bagt så forfærdeligt meget.
“Jeg satte mig en dag for at bage alle opskrifterne i Politikens store bagebog. det var der en god udfordring i. Jeg har øvet mig og fået et godt håndelag, og når noget er gået galt, har jeg fundet ud af hvorfor, så det ikke skete igen. Jeg har nørdet en del med det. Og så er jeg nok ret tålmodig,” lyder Tobias' bedste bud på, hvorfor han har så stor succes som kagebager.
“Det handler også utrolig meget om kreativitet. Kagerne er blevet en måde for mig at udtrykke min kreativitet. derfor leger og eksperimenterer jeg også meget med råvarerne.”
Selvom du bager så meget, har du så en yndlingskage?
“Ja, jeg har rigtig mange yndlingskager og en af dem er jordbærkage. Jeg kan især godt lide, når en kage rummer en overraskelse. Når den lægger op til et og viser sig at rumme noget helt andet.”
Tilbage til Vulkanudbruddet, der er begyndt at tage form. Med karamelovertrækket bliver det ikke en kage, der let lader sig skære ud.
“Jeg regner med at slå den i stykker med skærebrættet. Det er en kage, jeg fik ideen til, mens jeg var i central Anatolien i Tyrkiet. Der er landskabet skabt af vulkaner, og her har folk boet i klippehuler hugget ud i de vulkanske klipper.”