Fortsæt til indhold

Fredag fik han 5 års fængsel

Samfund
Arkiv

Det var hurtig proces for en 50-årig mand fra Horsens, der torsdag blev anholdt for salg af narkotika. Allerede dagen efter havde han fået sin dom på fem års fængsel og var på vej for at afsone, oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Specialpatruljen fra Sydøstjyllands Politi ransagede i torsdags mandens lejlighed på Hybenvej i Horsens og fandt 52 gram heroin samt et 'stort' kontantbeløb. Den 50-årige mand blev derefter anholdt, sigtet og afhørt i sagen. Det samme gjorde en 52-årig kvinde, der også bor i lejligheden.
“Fredag eftermiddag blev der afholdt grundlovsforhør. Her erkendte manden at have solgt ikke under 1 kg heroin gennem en længere periode. Da han erkendte, kunne sagen afgøres med det samme,” siger fungerende vicepolitiinspektør Morten Vegger.
Straks efter retsmødet blev den 50-årige kørt til et fængsel for at påbegynde afsoningen. Den 52-årige kvinde blev løsladt efter grundlovsforhøret.