Nyt sommerferie-tilbud for børn der vil prøve at spille på instrumenter
I sommerferien kan børn lære at spille på forskellige instrumenter og få oplevelsen af at være en del af et musikalsk samspil ved en afsluttende koncert.
Sommerferien er i år ekstra lang, og derfor har Hinnerup Garden valgt at lancere sommerferietilbuddet ’Musik og Sjov’ i perioden mandag 31. juli til onsdag 2. august 2023 i Søften Kultur- og Idrætscenter.
Det skriver Hinnerup Garden i en pressemeddelelse.
Her kan 8-13-årige børn i løbet af tre dage lære at spille på forskellige instrumenter og få oplevelsen af at være en del af et musikalsk samspil ved en afsluttende koncert.
Der bliver også plads til at få nye venskaber ved en masse sjove udendørs- og indendørs aktiviteter.
Sommerferietilbuddet afholdes sideløbende med Hinnerup Sommerskole, som er et tilbud til børn og unge der kan spille i forvejen. Der undervises af professionelle instruktører og unghjælpere fra sommerskolen. Ud over forskellige lege får deltagerne også mulighed for at prøve at marchere.
Det koster 100 kroner at deltage, og alle deltagere får en t-shirt.
Det er muligt at tilkøbe frokostordning for 150 kroner i de tre dage. 31. juli og 1. august foregår aktiviteten klokken 10-15, mens det 2. august er klokken 10-20, hvor børn og voksne vil kunne tilkøbe aftensmad forud for den afsluttende koncert for forældre og søskende.
Der tilbydes pasning fra klokken 9. Der er begrænset deltagerantal.
Tilmelding kan ske på Hinnerup Gardens hjemmeside www.hinnerupgarden.dk